Mens Trump er på verdens helt store scene, brænder det under hans fødder i USA
Mens Trump har samtaler med Kim Jong-un om atomafrustning af den koreanske halvø, forventes Michael Cohen at udlevere hemmeligheder for Kongressen.
For anden gang siden juni 2018 skal den amerikanske præsident, Donald Trump, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, onsdag mødes til et topmøde. Denne gang i Vietnams hovedstad Hanoi.
Men alt imens den amerikanske præsident over de kommende to dage forsøger at skabe historiske resultater i forhold til en atomafrustning af den koreanske halvø, løber en høring over 13.000 kilometer derfra - i Donald Trumps eget land - med en god del af opmærksomheden.
Onsdag er nemlig også dagen, hvor der bliver skrevet et nyt kapitel i historien om Donald Trumps mulige forbindelser til Rusland, når præsidentens tidligere advokat for anden dag ud af i alt tre dage i træk skal vidne. Onsdag gælder det en åben høring i Repræsentanternes Hus.
Donald Trump følger afhøring fra Vietnam
Michael Cohen, der i 12 år fra 2006 til 2018 var Donald Trumps personlige advokat og en af hans mest betroede ansatte, tilbragte tirsdag ni timer bag lukkede døre for et kongresudvalg, hvor den amerikanske præsidents forretningsmetoder ifølge formanden for udvalget var i fokus.
Ifølge TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, har Michael Cohen tænkt sig at fortælle alt, hvad han ved, ligesom alle politisk interesserede i USA vil sidde klistret til tv-skærmene.
- Han har tænkt sig at sige, at de ulovligheder, han som advokat for Donald Trump begik, skete på ordre fra chefen – fra Donald Trump selv. Han har tænkt sig at sige til Kongressen, at Donald Trump under valgkampen i 2016 var fuldstændig klar over den retning, hans kampagnestab arbejdede i. Han var fuldstændig klar over, at man i en eller anden grad havde kontakt til russerne. Det bliver en yndig forestilling, siger Jesper Steinmetz.
Samtidig er det på ingen måde tilfældigt, at Michael Cohen skal vidne for den amerikanske kongres, samtidig med at hans gamle chef befinder sig i Vietnam.
- Det her er koreograferet på den mest svinske måde, af Michael Cohen og i virkeligheden også af Demokraterne, som sørger for at få taget fokus væk fra Donald Trumps besøg i Vietnam. Vi ved fra Det Hvide Hus, at Donald Trump faktisk har tænkt sig at følge afhøringen af Michael Cohen, siger Jesper Steinmetz.
De to ledere har sendt breve til hinanden
Det kommer imidlertid til at ske fra Vietnam, hvor Donald Trump skal mødes med Kim Jong-un onsdag aften lokal tid – tidlig morgen amerikansk tid og 12.30 dansk tid – til en ’en-til-en-samtale’ på Metropole Hotel, hvorefter de skal spise middag sammen.
Donald Trump og Kim Jong-un har siden deres møde i Singapore i juni 2018 – ifølge den amerikanske præsident – regelmæssigt skrevet breve til hinanden. Om emnet for mødet har været nævnt i brevene, er uvist. Ikke desto mindre skal de to lande både onsdag og igen til møder torsdag forhandle videre om atomafrustningen af den koreanske halvø.
Det er amerikanernes håb, at der vil komme indrømmelser fra Nordkoreas side, og den længerevarende pause i Nordkoreas prøveaffyringer af landets atomvåben ses som et muligt tegn på, at landet er parat til at tage skridtet videre, skriver det amerikanske medie CNN.
Nordkorea kan gøre det samme som Vietnam
At det lige præcis er i Hanoi i Vietnam, at de to ledere skal mødes til endnu en omgang historiske samtaler, er ikke et tilfælde. Amerikanerne har deres egen blodige historie med landet, og byen blev i 1972 under Vietnam-krigen bombet sønder og sammen af amerikanske bombefly 11 dage i træk. Krigen kostede over 58.000 amerikanske soldater livet.
Siden er landet og byen Hanoi i den grad kommet på fode igen, blandt andet på grund af turisme – og det samme kan blive tilfældet for Nordkorea, skriver Donald Trump i et tweet onsdag:
- Vietnam blomstrer som få steder på Jorden. Nordkorea kan gøre det samme, og meget hurtigt, hvis landet ville atomnedruste. Potentialet er fantastisk, en stor mulighed som næsten ingen andre i historien for min ven Kim Jong-un. Vi vil vide det snart – meget interessant, skriver den amerikanske præsident.
Skal afsone dom til maj
Michael Cohen blev i december 2018 idømt tre års fængsel for skatteunddragelse og for at have vildledt den amerikanske kongres. Under tirsdagens møde undskyldte han ifølge flere amerikanske medier for at have løjet for det amerikanske senat under en vidneafhøring i 2017.
Michael Cohen sagde efter høringen, der er et led i den særlige anklager Robert Muellers efterforskning af den amerikanske præsidents forbindelser til Rusland og landets indblanding i præsidentvalgkampen i 2016, at han glædede sig til at fortælle sandheden under onsdagens offentlige høring.
Michael Cohen skal 6. maj påbegynde afsoningen af sin dom.