Udland

Kim Jong-un ankommet til Vietnam efter to en halv dag med tog

På stationen i Dong Dang blev Kim Jong-un budt velkommen af skolebørn med flag under et stort sikkerhedsopbud.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er tirsdag morgen ankommet med tog til Vietnam.

Her skal han onsdag aften mødes med USA's præsident, Donald Trump, i hovedstaden Hanoi. De to ledere skal også mødes torsdag.

Kim Jong-uns pansrede, letgenkendelige grønne tog kørte ind på stationen i byen Dong Dang nordøst for Hanoi tirsdag morgen lokal tid efter at have tilbagelagt 4000 kilometer på to en halv dag. Forklaringen på, at nordkoreaneren ikke tog turen med fly, kan du læse her.

Den nordkoreanske leder blev budt velkommen af skolebørn med nordkoreanske flag og soldater i hvide uniformer.

Kim Jong-un er den første nordkoreanske leder, der besøger Vietnam siden sin bedstefar, Kim Il-sung, i 1964.

Sikkerheden er skærpet markant, og stærkt bevæbnede vietnamesiske soldater og politi er til stede. Yderligere har myndighederne lukket den 170 kilometer lange vej til Hanoi, som den nordkoreanske leder nu skal tage.

- Sikkerheden vil være på det maksimale niveau, siger Vietnams viceudenrigsminister, Le Hoai Trung, ifølge nyhedsbureauet AP.

Sidste møde endte med vag erklæring

Donald Trump har valgt en mere konventionel rute til topmødet og forventes at ankomme i sit præsidentfly, Air Force One, til Hanoi tirsdag aften.

Efter et historisk topmøde mellem Kim og Trump i juni sidste år i Singapore vurderer analytikere, at de to ledere denne gang er nødt til at blive mere konkrete.

I Singapore kom de to frem til en svagt formuleret erklæring, der kortfattet omhandlede en atomvåbenfri koreansk halvø.

Diplomater har efterfølgende kritiseret erklæringen for ikke at opstille en tidslinje og en verificering frem mod målet.

Sydkorea presser på for løsning

Forud for mødet i Vietnam har den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, fortalt, at mødet mellem Trump og Kim er en afgørende mulighed for at opnå fred på den koreanske halvø.

Moon mødtes selv med Kim Jong-un tre gange sidste år og har arbejdet for at få genoplivet forhandlingerne mellem USA og Nordkorea

Et gennembrud i forhandlingerne vil nemlig give ham mulighed for at sætte skub i planerne om øget samarbejde mellem de to Korea'er, herunder lukrative økonomiske projekter, som lige nu bremses af de amerikansk-ledede sanktioner mod Nordkorea.

- Hvis præsident Trump lykkes med at løse verdens sidste tilbageværende koldkrigs-rivalisering, vil det være endnu en stor bedrift, der vil blive uudsletteligt optaget i verdenshistorien, siger Moon ifølge AP.

Trump lokker med økonomisk gevinst

Forud for topmødet i Hanoi lokker Trump igen Nordkorea med en økonomisk gulerod, hvis landet opgiver sit atomprogram.

- Med en komplet atomnedrustning vil Nordkorea hurtigt blive et økonomisk kraftværk. Uden (atomnedrustning, red.) vil det blot blive mere af det samme,skriver han på Twitter.

- Formand Kim vil træffe en klog beslutning, tilføjer Trump.