Folkemorder strammede grebet om befolkningen - nu er han i problemer

For nogle kom det som en bombe. For andre var det ikke nogen overraskelse, da Sudans præsident og hersker Omar Al-Bashir følte sin position truet og forsøgte at redde sit skind ved sent fredag pludselig at erklære sit land i undtagelsestilstand. 

I et år.

Han opløste også regeringen, samtlige lokalregeringer og afsatte alle guvernører med et pennestrøg.

Ikke nok med det. Vicepræsidenten fik også sparket, og han var endda Al-Bashirs eneste tilbageværende allierede fra 1989, da de tog magten ved at kup. Al-Bashir har med andre ord siddet på magten i 30 år.

Politiet skyder med skarpt

Mens Al-Bashir talte om undtagelsestilstanden på tv, strømmede folk ud i gaderne for at fortsætte med at vise deres utilfredshed med ham og deres stadig ringere levevilkår.

De vil af med ham.

I over to måneder havde Al-Bashir måttet se på, hvordan folk demonstrerede. Først helt konkret imod forhøjede brødpriser, senere imod ham, Al-Bashir, og hans regime.

Men undtagelsestilstanden havde ifølge BBC den modsatte effekt. Den satte bare mere skub i folks vrede.

Så meget, at Al-Bashir i går måtte foretage endnu et træk og forbød alle demonstrationer og offentlige forsamlinger.

I weekenden blev demonstranter mødt med skarpe skud, ligesom sikkerhedsstyrker gik fra dør til dør for at tage aktivister og demonstranter med til en ukendt skæbne.

Menneskerettighedsgrupper siger, at over 50 er blevet dræbt af sikkerhedsstyrkerne, og at mange er blevet torturerede.

Thatcher og maskingeværerne

BBC skriver, at undtagelsestilstanden blandt andet betyder, at der kører pansrede mandskabsvogne og hundredvis af pick-up trucks rundt med maskingeværer på ladet. De kaldes Thatchers og er opkaldt efter den tidligere britiske premierminister på grund af deres hårdhed.

Mange sudanesere har reageret på undtagelsestilstanden med et skuldertræk. De siger, at den ikke gør meget fra eller til. Forholdene var i forvejen at sammenligne undtagelsestilstanden med vilkårlige anholdelser, magtanvendelse og straffrihed for de ansvarlige, siger de.

Det er ikke kun demonstranterne og aktivisterne i Sudan, der vil have Omar Al-Bashir afsat og straffet. Det vil det internationale samfund også.

Og det er ikke for småting.

Listen over forbrydelser er lang

Han ønskes retsforfulgt ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, Holland, for både folkemord (drab på medlemmer af tre etniske grupper), krigsforbrydelser (drab på civile i Darfur) og forbrydelser mod menneskeheden (mord, fordrivelse, voldtægt).

Al-Bashir ser anklagerne som et udtryk for en neokolonialistisk sammensværgelse.

Han har internationalt rejseforbud, men han har også venner, som har gjort det muligt for ham at rejse alligevel. I 2015 var han i Sydafrika, og dengang havde man katten i sækken, men man fik den ikke snøret til i tide.

En sydafrikansk domstol afgjorde, at Al-Bashir skulle udleveres til retsforfølgelse i Haag, men det skete ikke, hvilket Sydafrika fik voldsom kritik for.

Hans venner vil ikke hjælpe

Hvor længe præsidenten kan blive siddende, er der ingen der aner. Han har hærens opbakning.

Men han har ikke opbakning hos store dele af befolkningen, der oplever, at deres dagligdag bliver dårligere og dårligere. Dråben var som sagt de forhøjede brødpriser.

Økonomisk begyndte det for alvor at gå galt i 2011, da Sydsudan blev selvstændigt. Verdens nyeste nation sad pludselig med tre fjerdele af det gamle Sudans reserver, især olie.

Inflationen nåede 72 procent ved slutningen af 2018, og landet kan ikke længere betale for sin import af fødevarer.

Men kan Al-Bashirs venner ikke hjælpe?

Det var i hvert fald, hvad han håbede på, da han sendte soldater til Yemen for at støtte Saudi-Arabien i dets stedfortræderkrig mod Iran. Men, som siden www.africanews.com skriver, så gik det trægt med at få noget til gengæld.

Man ved ikke så meget om Al-Bashirs privatliv. Han stammer fra fattige kår. Han har ingen børn, men to koner. Det skulle være sikkert, at han engang knækkede en tand, da han skulle flytte cement på en byggeplads, hvor han arbejdede for at finansiere sine studier.

Han har lige siden nægtet at få den ordnet, fordi den for altid skal minde ham om hans beskedne baggrund.