Løkke om lejre til IS-krigere: Vi kan ikke samarbejde med Assad

Det er svær problematik både at hjemtage syrienskrigere og samtidig udvise typer som Said Mansour, siger statsministeren.

Idéen er frisk nok, men den er svær at gennemføre i realiteternes verden.

Sådan lyder statsminister Lars Løkke Rasmussens reaktion på Venstres EU-parlamentariker Morten Løkkegaards forslag om at retsforfølge danske fremmedkrigere, hvor de sidder fængslet i Mellemøsten.

- Tanken er nærmest dømt på forhånd, for vi anerkender ikke Assads Syrien, vi rækker ikke ud efter det, og dermed kan vi heller ikke indgå i et samarbejde, siger statsministeren, som søndag og mandag deltager i et topmøde mellem EU og Den Arabiske Liga i Sharm el-Sheikh, til TV 2.

Han understreger, at heller ikke han ønsker danske statsborgere, som har kæmpet for Islamisk Stat i Syrien, hjem.

Bundet af konventioner

Men det er ifølge statsministeren svært at se andre muligheder, når man skal overholde konventioner - og i øvrigt også kræve det modsatte for kriminelle i Danmark.

- Vi kan ikke tage passet fra danske statsborgere, hvis det betyder, at de bliver statsløse. Sådan er konventionerne.

- Jeg føler mig også bundet af, at når folk begår ulovligheder i Danmark, og de ikke har ret til at være her, så skal de ud, siger Løkke.

Han nævner Said Mansour, også kendt som boghandleren fra Brønshøj, der for nylig blev sendt til Marokko efter at have fået frataget sit danske pas. Det var en sag med omvendt fortegn sammenlignet med de danske IS-krigeres status.

- Alt dette sagt, så er der ingen af os, der ønsker disse Syrien-krigere hjem. Derfor søger vi også her, om vi kan få et stærkere internationalt samarbejde om det, siger statsministeren.

Løkkegaard sagde forleden til TV 2, at man via EU skulle søge en løsning, hvor man gik efter at holde EU-borgere, der har kæmpet for islamistiske grupper i Mellemøsten, i fængsler lokalt og få dem retsforfulgt der.