Udland

Sudans præsident erklærer undtagelsestilstand og fyrer alle ministre

Omar al-Bashir har sat sikkerhedsstyrker ind mod massive demonstrationer og afsat regeringen.

Sudans præsident, Omar al-Bashir, erklærer national undtagelsestilstand og afsætter landets regering. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Undtagelsestilstanden er seneste forsøg fra den kontroversielle præsident på at stække flere ugers voldsomme demonstrationer mod hans styre.

Bashir, der blandt andet er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol i Haag for sin rolle i folkedrabet i Darfur, har siddet på magten i det afrikanske land siden et militærkup i 1989.

- Jeg annoncerer indførelsen af en undtagelsestilstand i hele landet i et år, sagde Bashir fredag i en tv-transmitteret tale fra præsidentpaladset i hovedstaden Khartoum.

Alle ministre afsat

Som et led i undtagelsestilstanden afsatte han samtlige ministre inklusive premierminister Motazz Moussa og guvernørerne i landets 18 provinser.

Der har været massive protester i og omkring hovedstaden og i flere byer siden 19. december. Præsidenten har flere gange bedt militæret om at gribe ind, og mange demonstranter har mistet livet.

Ifølge AFP startede protesterne på grund af en tredobling af brødpriserne i det forarmede land.

Demonstrationer for præsidentens afgang

Det har dog udviklet sig til en generel protest mod Bashirs 30-årige styre, korruption, økonomisk stagnation og manglende borgerrettigheder.

- Vi opfordrer vores landsmænd til at fortsætte demonstrationerne indtil vores mål med den folkelige opstand er nået. Vi kræver præsidentens afgang, lyder det fra landets største fagforening, der er en af hovedkræfterne bag demonstrationerne.

Sent fredag spredte de store demonstrationer sig til byen Omdurman, hvor sikkerhedspolitiet brugte tåregas mod demonstrante, siger vidner til nyhedsbureauet Reuters.

FN: Menneskerettighedsbrud i landet

Sudan har i årtier været plaget af politisk ustabilitet og har været plaget af flere folkelige opstande og borgerkrige.

Ifølge menneskerettighedsorganisationer er regimet i Sudan ansvarlig for massive brud på menneskerettighederne.

Siden 1995 har FN opretholdt en række sanktioner mod landet.