Botswana har Afrikas største elefantbestand - nu overvejer de at skyde nogle af dem
Botswanas bestand menes at være på omkring 130.000 dyr.
I Botswana anbefaler regeringen i en rapport at ophæve et fire år gammelt forbud mod at skyde elefanter.
Det skriver det engelske medie BBC.
Landet i det sydlige Afrika ønsker at kontrollere og holde bestanden af elefanter, der er beregnet til at være på cirka 130.000 dyr, nede.
Det store antal elefanter menes både at være belastende for landets økosystemer og skabe en stigende konflikt mellem dyreliv og mennesker.
Vil ophæve fireårigt forbud
Kort efter sin indsættelse i april 2018 som Botswanas præsident bad Mokgweetsi Masisi om at få udarbejdet en rapport, der skulle undersøge, om det gældende forbud mod at skyde landets elefanter var tidssvarende.
Denne lov var blevet indført i 2014 af Masisis forgænger på posten.
Rapporten konkluderer blandt andet, at jagtforbuddet skal ophæves, og at bestanden af elefanter i landet skal forvaltes "inden for de historiske grænser".
På baggrund af konklusionerne er præsident Mokgweetsi Masisi nu gået i tænkeboks i forhold til at ophæve forbuddet mod at skyde landjordens største pattedyr.
- Jeg vil overveje muligheden, lyder det fra Botswanas præsident ifølge BBC.
Konflikter mellem dyr og mennesker
Den samlede bestand af elefanter i Botswana er i fremgang, oplyser direktøren for landets nationalparker, Otisitwe Tiroyamodimo.
Undersøgelser har vist, at de afrikanske elefanter vandrer over større arealer end hidtil, blandt andet på grund af klimaforandringer.
Da Afrikas befolkningstal over de næste 30 år forventes at blive mere end fordoblet, skaber det uundgåeligt flere problemer mellem mennesker og dyr, siger direktøren.
Derfor støtter de mennesker, der bor tættest på elefanterne også, at forbuddet mod at skyde verdens største landdyr bliver ophævet.
Truet af krybskytter
Tidligere har flere organisationer udtalt bekymring omkring krybskytteri og bestanden af elefanter i Botswana.
Blandt grupperne, der kæmper elefanternes sag, findes blandt andet Elefanter uden Grænser, som i september 2018 hævdede, at mange elefanter var blevet dræbt af krybskytter.
Organisationen Space for Giants, der også ønsker at beskytte elefanterne, rapporterede sidste år, at op til omkring 100 elefanter dagligt bliver illegalt dræbt af krybskytter i Botswana.
Bestand faldet sidste 10 år
Botswanas bestand af elefanter er den største i Afrika.
Lande som Kenya, Gabon og Uganda lægger også jord til store populationer af elefanter.
I september 2018 viste tal fra Den Internationale Union til Bevarelse af Natur (IUCN), at antallet af vilde elefanter i Afrika er faldet med 110.000 til 415.000 inden for det seneste årti.