Rapport: Topembedsmænd i Det Hvide Hus ville dele atomteknologi med Saudi-Arabien

Et udvalg vil nu undersøge, om der er foregået ulovligheder under planlægningen af en række atomkraftværker i Saudi-Arabien.

Topembedsmænd i Det Hvide Hus har arbejdet på at dele strategisk følsom atomteknologi med Saudi-Arabien på trods af indvendinger og advarsler fra sikkerhedsrådgivere.

Det er en af konklusionerne i en ny rapport fra Repræsentanternes Hus.

Derfor vil et udvalg i Repræsentanternes Hus, der er ledet af Donald Trumps politiske modstandere, nu indlede en undersøgelse af sagen, udtaler Elijah Cummings, der er formand for udvalget.

Rapporten fra Repræsentanternes Hus er baseret på whistleblower-beretninger samt indsigt i kommunikation mellem Trump-administrationen og selskaber, der bygger atomkraftværker.

Den beskriver, hvordan blandt andre den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og Tom Barrack, der er ven af Donald Trump, i 2017 var involveret i en plan om, at et konsortium af amerikanske virksomheder skulle bygge en række atomkraftværker i Saudi-Arabien.

Rapporten fremhæver i rapporten netop Michael Flynn, der, samtidig med at han arbejdede som Donald Trumps rådgiver under valgkampen, var rådgiver for et datterselskab til IP3 International, som ifølge rapporten består af selvsamme konsortium af amerikanske selskaber, der vil bygge atomkraftværker i Saudi-Arabien.

Kan have brudt loven

Men atomteknologiplanerne er måske ikke bare problematiske – de kan være ulovlige.

Kongressen i USA har nemlig tidligere vedtaget Atomic Energy Act, og med den er der kommet streng kontrol med eksport af amerikansk teknologi, der kan bruges til at skabe atomvåben.

Blandt andet må USA ikke dele atomteknologi med et andet land, uden at det er godkendt af Kongressen.

Men få dage efter Donald Trumps indsættelsesceremoni i 2017 sendte støtter af planerne ifølge NBC News dokumenter til den daværende nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Blandt dokumenterne var et memo, der udpegede Tom Barrack som manden, der skulle stå for at implementere planerne. Samtidig stod der i memoet, at de amerikanske agenturer skulle bakke op om planerne, skriver NBC.  

En af Michael Flynns toprådgivere valgte derefter ifølge rapporten at overhøre advarsler og ”insisterede på, at beslutningen om at overføre atomteknologi til Saudi-Arabien allerede var truffet.”

Og både Michael Flynns interessekonflikt og hans toprådgivers handlinger kan ifølge whistleblowerne i rapporten være i strid med loven.

Frygt for fortsatte planer

Et af de andre hovedpunkter i den nye rapport er, at der ifølge eksperter også er frygt for, at præsidenten stadig overvejer planerne.

Rapporten beskriver, at en undersøgelse er ”særdeles kritisk, fordi administrationens bestræbelser på at overføre følsom amerikansk atomteknologi til Saudi-Arabien synes at være igangværende.”

Ifølge rapporten mødtes Donald Trump efter sigende med atomkraftværksudviklere så sent som i sidste uge – 12. februar – for at diskutere byggeplaner for atomkraftværker i mellemøstlige lande, deriblandt Saudi-Arabien.

Whistleblowers udtaler ifølge rapporten, at planerne ”kan gøre Saudi-Arabien i stand til at producere atomvåben, der i så fald vil øge spredningen af atomvåben i et allerede ustabilt Mellemøsten.”

Både demokrater og republikanere har ifølge rapporten udtrykt "seriøs" bekymring over Trump-administrationens planer. 

Tidligere forhandlinger løb ud i sandet

Saudi-Arabien har tidligere været i forhandlinger med USA om at få fingre i atomteknologi, men forhandlingerne løb omkring 2010 ud i sandet, skriver mediet ProPublica.

Saudiaraberne ville nemlig ikke garantere, at de ikke ville gå efter teknologi til selv at berige uran, såfremt de fik del i amerikansk teknologi.

Skal man udvikle atomvåben, kræver det højt beriget uran, mens uran til brug i kraftværker kræver en langt mindre grad af berigelse.

Man vil dog kunne bruge affald fra atomkraftværker til at lave våben, hvis man har den rette teknologi.

Den manglende garanti fik amerikanerne til at indstille forhandlingerne med saudiaraberne.

Saudi-Arabien har tidligere sagt, at de ønsker atomkraft, fordi de har et hastigt voksende energiforbrug, ligesom de ønsker andre energikilder i elforsyningen end olie.