Udland

Zoo fjerner kløer på løve, så børn kan lege med den

Dyrevelfærdsorganisation kalder det en meget ondskabsfuld handling, der kan give langvarige skader.

Kom og leg med løven Falestina.

Sådan forsøger en palæstinensisk zoo at lokke gæster til dyreparken.

De har fjernet kløerne på en 14 måneder gammel løvinde for at gøre løven mindre farlig, så børn og besøgende trygt kan lege med den. 

Det skriver flere medier blandt andet Fox News og dyreorganisationen Four Paws.

- Jeg forsøger at reducere løvens vrede, så den kan være venlig over for besøgende, siger zoo-ejeren Mohammed Jumaa ifølge Fox News.

Billeder af situationen viser, hvordan en dyrlæge holder løvens hoved, mens kløerne bliver fjernet med en saks.

Vil give børn noget at smile af

Løven blev bedøvet og placeret på et bord, hvor lægen syede sårene fra poterne sammen. Efterfølgende kom lægen tilbage og klippede kløerne endnu længere ned.

Dyrlægen undersøger Falestines kløer.

Operationen foregik i zoo'en, fordi der ikke findes specialiserede dyrehospitaler i Gaza. Dyreaktivister mener, at løven var i "forfærdelige smerter", da kløerne blev fjernet.

Dyrlægen Fayez al-Haddad afviser, at proceduren skulle være ond, selvom dyreorganisationen Four Paws sammenligner det med at amputere et menneskes fingre op til knoerne.

- Vi vil gerne give børnene noget at smile af og bringe dem glæde og samtidig forøge vores besøgstal i parken, der har høje udgifter, siger dyrlægen.

Løvens kløer er blevet fjernet, men tænderne får den lov at beholde.

Ifølge dyrevelfærdsorganisationen er det en meget ondskabsfuld handling, der kan give langvarige skader.

- For store katte er det en ond procedure at fjerne kløerne, og det kan lede til langvarige skader. Naturlig opførsel som at tage mad eller klatre er næsten umuligt, hvis løven ikke har sine kløer. Da operationen heller ikke foregik et sted med det rigtige udstyr og sterilitet, er chancen for infektion også høj, siger Four Paws til The Daily Mail.

Løven var bedøvet, mens kløerne blev fjernet.

Middelalderlig tilgang

Bjarne Klausen, der er biolog og direktør i Odense Zoo, tager stærkt afstand fra handlingen.

- Som udgangspunkt tager vi i alle danske zoologiske haver fuldstændig afstand fra, at man på den måde skamferer dyr for at gøre det nemmere at klappe dyr, der ikke skal klappes, siger han.

- Bare det, at man overhovedet kan finde på det, er jo fuldstændig hen i skoven. For mig er den en middelalderlig tilgang til det.

Den 14 måneder gamle løvinde fik fjernet kløerne uden sterile faciliteter.

En løve har brug for sine kløer til at begå sig socialt i en flok, så den kan daske og ’vise kløer’, forklarer Bjarne Klausen.

I jagtsituationer bruger løven også sine kløer til at nedlægge et bytte, men det har dyr i fangenskab ikke behov for. De kan dog få brug for kløerne til at flå senet og sejt kød fra hinanden, selvom de primært bruger de bagerste tænder til at klippe kødet i stykker.

- Men der er ingen tvivl om, at det er adfærdsforringende og livsforringende for en løve ikke at have nogle kløer, uanset om de skal bruge dem til det ene eller det andet, siger Bjarne Klausen.

Løven har fået lov til at beholde sine tænder.

- Hvis man leger med en løve, vil den ligesom en kat af og til lige tage kløerne frem. En løveklo er ret farlig og kan lave nogle alvorlige flænger. Kløerne kan nemmere komme til at skade nogen, end tænderne kan. Men hvis den først vil noget og bliver muggensur, er tænderne ligeså farlige, siger Bjarne Klausen.

Verdens værste zoo

I januar var Rafah Zoo også i medierne, fordi fire løveunger måtte lade livet. En usædvanlig kold vinter betød, at den zoologiske have ikke kunne skaffe mad, medicin og antibiotika nok til at redde ungernes liv.

Også løvemoderens liv var i fare, fortalte ejeren af Rafah Zoo til middleeasteye.net.

En anden zoo i Gazastriben har fået den uofficielle titel som ’verdens værste zoo’, efter at flere dyr er døde af stress, sygdomme og sult. Den zoologiske have i Khan Younis har i flere år været kendt for at udstoppe sine dyr og sætte dem tilbage i burene, når de døde.

'Verdens værste zoo' lukkede for publikum i 2014, og i 2016 blev alle planer om at genåbne dyreparken droppet.

Døde og udstoppede dyr i en zoologisk have i Khan Yunis i Gazastriben.