EU er klar til ny stramning af sanktioner mod Rusland
24 ukrainske sømænd har siden november været i russisk varetægt. Nu ventes EU at gennemføre nye sanktioner.
Alt tyder på, at EU's udenrigsministre mandag vil gennemføre nye sanktioner mod Rusland.
Det forventer i hvert fald udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), som lørdag deltager i en sikkerhedskonference i München.
Ifølge ministeren vil aftalen blive indgået mandag på et møde blandt EU's udenrigsministre i Bruxelles.
Vil gælde for otte personer
Sanktionerne forventes at gælde for otte personer, som har været involveret i, at 24 ukrainske sømænd siden slutningen af november har været tilbageholdt i Rusland.
- Så kan man diskutere, om det er et stort eller lille antal sanktionerede, men det er rigtig vigtigt symbolsk, for russerne bryder sig ikke om, at vi peger på dem og viser, at vi stadigvæk har fokus på den konflikt, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til TV 2.
De ukrainske skibe og deres besætning blev angrebet, da de var på vej mod Det Azovske Hav via Kertjstrædet ved halvøen Krim, som Rusland har annekteret.
Rusland mener, at ukrainerne ulovligt har sejlet ind i russisk territorialt farvand. Det afviser Ukraine.
Forsøger at få sømænd løsladt
Episoden med fartøjerne fandt sted, samtidig med at de to lande har været i stigende konflikt, der begyndte med Ruslands annektering af Krimhalvøen.
EU har i et par måneder forsøgt at få de 24 ukrainske sømænd løsladt.
Den 29. december afviste russerne imidlertid et krav fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om at løslade sømændene.
I januar rejste Anders Samuelsen spørgsmålet om yderligere sanktioner mod Rusland.
Derfor er han meget tilfreds med, at det nu ser ud til, at EU vil stramme skruen.
- Formålet er, at vi skal have russerne til at ændre adfærd over for Ukraine. Ukraine skal som alle andre lande have frihed til at vælge deres egen vej, siger udenrigsministeren.