Netflix-film vinder prestigefyldt pris, og nu er den storfavorit til en Oscar
Zentropa er også åbne overfor at samarbejde med streaming-giganten.
Det var folkene bag den sort-hvide Netflix-film 'Roma', som søndag kunne løfte bronzestatuetten for bedste film ved den britiske prisuddeling BAFTA.
Det er første gang, at en streamingtjeneste vinder den pris, og det afføder selvfølgelig en masse opmærksomhed.
Storhed i sigte
Når stjernestøvet har lagt sig, vil prisen være en stor anerkendelse, men dog ikke afgørende for Netflix i fremtiden. Det forklarer filmredaktør ved Soundvenue Jacob Ludvigsen. Det er der til gengæld en anden pris, der vil.
- Det er flot at vinde en BAFTA, og Netflix er selvfølgelig utroligt glade. Men hvis det virkelig skal give noget, skal de op og vinde en Oscar, siger han.
Og det er der faktisk gode muligheder for. Jacob Ludvigsen spår nemlig filmen til at have gode chancer ved Oscar-showet, som løber af stablen natten til mandag 25. februar. Og det vil have betydning af en helt anden kaliber.
- Det er klart en game changer, hvis 'Roma' vinder en Oscar. Det vil være en endegyldig blåstempling af Netflix, som Hollywood ellers i lang tid har set skævt til, siger han.
Dem, de andre ikke vil lege med - eller?
Og den blåstempling vil betyde meget for Netflix. Selvom de har et væld af abonnenter, vil de nemlig gerne have anerkendelse hele vejen rundt, forklarer Jakob Ludvigsen.
En Oscar vil eksempelvis gøre det meget nemmere for streaming-giganten at lokke store instruktører til at arbejde sammen med dem. Som eksempelvis Alfonso Cuarón, der er instruktøren bag 'Roma'.
- Så vil de kunne sige: ”Det her kan vi også gøre for dig”, siger han.
Og fordi Netflix har så mange penge, har de også i højere grad mulighed for at satse på både nye instruktører og snævre, mere kunstneriske film som 'Roma'. Og med et blik på BAFTA-uddelingen ser det ud til at give pote.
Optimistisk Aalbæk
Hos filmselskabet Zentropa i Danmark er de da heller ikke afvisende i forhold til at samarbejde med streamingtjenester, når deres film skal finansieres.
- Vi har kun én passion, og det er at lave film. Så for os betyder det ikke det store, hvor pengene kommer fra, fortæller Peter Aalbæk til TV 2 og fortsætter:
- Faktisk har vi allerede noget samarbejde i pipelinen, som vi forhåbentlig snart kan løfte sløret for. Men mere kan jeg ikke sige.
- Jeg vil se min film i biografen
Der er dog én ting, som Peter Aalbæk vil være ked af at undvære, hvis streamingtjenesterne vinder frem.
- Jeg har en bundfæstet kærlighed til biografen. Og jeg vil have muligheden for at kunne se filmene på det store lærred i biografmørket, siger han.
Det er dog ikke noget, der holder ham vågen om natten. Han er nemlig overbevist om, at streamingtjenesterne let kan lokkes med på idéen om biografvisninger. Ifølge ham har de allerede fået øjnene op for de muligheder, det giver.
- De kan godt lide glamouren ved at være med på festivaler og i biograferne. De eksponerer jo også deres produkt. Og det skaber interesse blandt folk, siger han.
'Roma' er lige nu storfavorit til at vinde prisen for Bedste film ved Oscarshowet i år. Du kan læse om alle de nominerede her.