Ayatollahens revolution knuste styret og ændrede Mellemøsten for altid

Gaderne i Teheran var sorte af mennesker mandag morgen.

Titusindvis af indbyggere i den iranske hovedstad og andre af landets storbyer markerer, at det er 40 år siden, at Irans militær opgav at beskytte shahens regime. 

I februar 1979 vendte ayatollah Ruhollah Khomeini tilbage fra eksil, og under ham voksede Den Islamiske Revolution, der 11. februar resulterede i, at militæret gav efter og indstillede gadekampene.

Revolutionen skabte politiske jordskælv, der stadig i dag har betydning for Mellemøsten og USA’s rolle i regionen.

Markeringen af revolutionen kommer på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem USA og Iran tager til, efter at amerikanerne har genindført sanktioner mod styret i Teheran.

Her kan du få et kort overblik over nogle af de vigtigste begivenheder siden revolutionen for 40 år siden:  

Khomeini tager magten

Allerede i 1978 var der store spændinger i Iran. En stor del af befolkningen var stærkt utilfredse med det autoritære styre under shah Mohammad Reza Pahlavi. 

I september erklærede shahen og militæret undtagelsestilstand, og 12. december gik op mod to millioner mennesker på gaden i Teheran for at protestere.

Indtil da havde landets militær sørget for orden, men hæren begyndte at gå i opløsning, da nogle af soldaterne nægtede at skyde på demonstranterne.

Shahen forsøgte sig med at indføre reformer, men han havde tabt befolkningens tillid. Derfor blev ayatollah Ruhollah Khomeini hentet ud af sit 15 år lange eksil.

1. februar landede han i Iran og proklamerede Den Islamiske Revolution, og bare ti dage senere blev styret i landet væltet. 16. februar flygtede shahen ud af Iran.

Med ayatollah Khomeini som øverste overhoved ændrede Iran sig til en islamisk teokratisk republik.

444 dages gidselmareridt

Den første tid efter revolutionen var kendetegnet af uro og vold. Adskillige generaler - deriblandt den tidligere leder af det hemmelige politi – blev henrettet sammen med over 500 andre.

Henrettelserne skabte protester fra blandt andre USA, og forholdet mellem netop Iran og USA blev hurtigt forværret.

Og da den amerikanske præsident Jimmy Carter inviterede den kræftsyge shah - der var flygtet til Egypten - til USA for at blive behandlet, kogte temperamenterne over.

4. november 1979 stormede iranske studenter den amerikanske ambassade i Teheran. Bygningen var berygtet som spionreden, hvorfra amerikanerne i et kvart århundrede havde kontrolleret shahens diktatur.

Iranerne tog 66 gidsler, men efter kort tid blev en række af dem løsladt. For 52 af gidslerne ventede dog en hårdere skæbne og mere end et år i fangenskab.

I 444 dage levede de 52 gidsler i konstant usikkerhed om deres skæbne. De vidste aldrig, om de ville blive tortureret, henrettet eller løsladt.

Flere gidsler blev slået, andre blev vækket om natten, klædt af og udsat for falsk henrettelse.

Undervejs i forhandlingerne om gidslerne blev USA ydmyget, da den militære redningsaktion med kodenavnet Ørnens Klo fejlede, og otte soldater mistede livet i en sandstorm.

20 minutter efter indsættelsen af Ronald Reagan som USA’s præsident 20. januar 1981, blev de 52 gidsler frigivet.

Blodig krig koster hundredtusinder livet

Udviklingen i det shiamuslimske Iran skabte stor bekymring i både Vesten og de sunnimuslimske lande i Mellemøsten, der frygtede, at revolutionen kunne brede sig til andre lande.

Spændingerne blev til regulær krig, da Irak i september 1980 invaderede Iran.

Det udviklede sig til en otte år lang udmattelseskrig. Den sluttede 20. august 1988, uden at grænsen mellem de to lande var forandret. Til gengæld var de otte års konflikt en katastrofe for begge lande, der oplevede økonomisk tilbagegang, en forstyrret olieeksport og voldsomme civile og militære tab.

Krigen kostede omkring 500.000 mennesker livet.  

Fra én ayatollah til den næste

I 1989 udtalte ayatollah Khomeini en fatwa over forfatteren Salman Rushdie, der havde udgivet bogen De Sataniske Vers.

Ayatollahen og mange andre muslimer anså bogen for at være blasfemisk, og fatwaen mod Salman Rushdie påbød, at det var en religiøs pligt for muslimer at dræbe forfatteren.

Kort tid efter, 3. juni 1989, blev Iran ramt af et chok, da det blev offentliggjort, at ayatollah Khomeini var død.

Hans arvtager blev manden, der havde været præsident i landet siden 1981 – Sayyed Ali Khamenei.

Khamenei havde som præsident overlevet et attentatforsøg med en bombe gemt i en båndoptager.

Det gav ham den særegne titel ”levende martyr”.

Ayatollah Khamenei er stadig Irans religiøse overhoved og er kendt som anti-vestlig og skarp modstander af politiske reformer, der indskrænker den religiøse leders centrale konstitutionelle position.

Atomprogram skaber fordømmelse

Forholdet mellem USA og Iran forblev køligt igennem 80’erne og 90’erne, hvor USA i Iran var kendt som 'Den Store Satan'. 

Og det blev bestemt ikke bedre, efter den ultrakonservative Mahmoud Ahmadinejad blev valgt som præsident i 2005.

Han talte som den eneste præsidentkandidat imod at forbedre forholdet til USA, og han skabte også senere stor international forargelse, da han i oktober 2005 blev citeret for at ville ”fjerne Israel fra verdenskortet”.

Men noget af det, der skabte de største spændinger i Mahmoud Ahmadinejads tid som præsident i årene 2005-2013, var hans insisteren på at fortsætte landets atomprogram trods international fordømmelse og trusler fra blandt andre Israel.

Omverdenen frygtede, at præstestyret ville udvikle atomvåben, og Iran blev underlagt en række strenge internationale sanktioner.

Demonstranter i grønt efter genvalg

Mahmoud Ahmadinejad var i sine otte år også i centrum af en anden kontrovers.

Den fandt sted i 2009, hvor han blev genvalgt som præsident under store protester og anklager om valgfusk.

Millioner af iranere gik på gaden i de største protester siden Den Islamiske Revolution.

Men landets sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på demonstranterne. Mange af dem var klædt i grønt for at vise sympati med en reformbevægelse, der krævede mere demokrati og frihed.  

Samtidig blev to af lederne bag reformbevægelsen Mirhossein Mousavi og Mehdi Karoubi placeret i husarrest – hvilket gælder den dag i dag.

12 års forhandlinger ender i JCPOA

Efter adskillige år med trusler og sanktioner vågnede iranerne og det internationale samfund i 2015 op til nyheden om, at der var indgået en atomaftale.

Atomaftalen med den tekniske forkortelse JCPOA betød, at Iran gik med til at reducere sit lager af beriget uran, så landet ikke kunne fremstille atomvåben.

Til gengæld løftede det internationale samfund en lang række sanktioner mod Iran og gav landet adgang til op mod 100 milliarder dollars, der havde været fastfrosset i banker i Vesten.

Aftalen blev indgået af de fem permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd, Rusland, Kina, USA, Storbritannien og Frankrig samt Tyskland, EU og Iran.

Som en del af aftalen skulle den amerikanske præsident jævnligt bekræfte, at Iran overholdt vilkårene i aftalen. 

Det tog 12 år at forhandle aftalen på plads, og den blev set som en stor diplomatisk sejr for USA.

Trump trækker stikket

Blot tre år efter, atomaftalen med Iran blev offentliggjort, annoncerede den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump, at USA ville trække sig fra aftalen.

Præsidenten havde længe været kritisk overfor aftalen, som han flere gange havde kaldt ”den værste nogensinde”.

Som begrundelse for, at USA ville træde ud af aftalen, udtalte Donald Trump, at Iran efter hans overbevisning havde fortsat sit atomvåbenprogram på trods af løftet om det modsatte.

En række af de andre aftalepartnere udtalte dog hurtigt, at de ville fastholde aftalen, selv om USA havde trukket sig.

USA’s udtræden af aftalen skabte store protester mod Donald Trump i Iran. Siden har USA som bebudet indført en række sanktioner, der har ramt Irans økonomi hårdt.