Udland

Ny emoji skal gøre det lettere at tale om menstruation

I forbindelse med sin kamp for en menstruations-emoji afholdt børnerettighedsorganisationen Plan International U.K. en afstemning om, hvordan emojien skulle se ud. Et par underbukser med bloddråber blev resultatet, men den blev ikke ført ud i livet.

Den nye emoji har form som en bloddråbe.

For fremtiden får du endnu flere muligheder for at peppe dine beskeder op med emojis. The Unicode Consortium, der udvikler nye emojier, har nemlig annonceret, at der er 59 emojier på vej til brugerne i en ny opdatering. Det skriver det amerikanske magasin Fast Company

Men selvom opdateringen først bliver rullet ud i sidste halvår af 2019, er især én af de nye emojier allerede løbet med en del opmærksomhed. Farven er rød, formen ligner en dråbe, og fortolkningerne bag er mange.

Menstruation på dagsordenen

I beskrivelsen fra The Unicode Consortium kan den dybrøde dråbe betyde både ”bloddonation, medicin og menstruation”. Men især sidstnævnte har skabt stor glæde hos den britiske børnerettighedsorganisation Plan International U.K. Organisationen, der har fokus på pigers rettigheder, har nemlig kæmpet for netop en menstruations-emoji, som ifølge dem vil kunne hjælpe med at bryde tabuet om emnet.

- Den nye emoji kan udtrykke noget, som 800 millioner kvinder verden rundt oplever hver måned. Det er et stort skridt imod at normalisere menstruation og slå stigmatiseringen til jorden, oplyser Lucy Russel, som er formand for kvinderettigheder i organisationen, i en pressemeddelelse.

Blodige underbukser afvist

Plan International U.K. har under hashtagget #periodemoji sat fokus på den manglende emoji siden 2017.

I den forbindelse afholdt organisationen samtidig en online afstemning, hvor folk kunne stemme om, hvordan en sådan emoji kunne se ud. Valget faldt på et par underbukser med små bloddråber, men den idé blev ifølge Fast Company afvist af The Unicode Consortium.

Den røde dråbe blev altså det nye alternativ, som du i fremtiden kan finde på emoji-tastaturet, når den nye opdatering rulles ud.

Udover menstruations-emojien vil pakken indeholde 171 varianter af køn og hudfarve, hvilket altså betyder, at den nye tilføjelse kommer til at indeholde hele 230 nye ikoner.