Udland

Derfor skal topmødet mellem Trump og Kim Jong-un være i Vietnam

Selv om USA og Vietnam har udkæmpet en blodig krig, gør amerikanerne deres gamle kommunistiske fjender til værter for mødet mellem USA og Nordkorea.

Der står stadig en statue af Lenin i en park nær Østtysklands gamle ambassade i Hanoi.

Dette mirakel kan blive jeres

Mike Pompeo, Udenrigsminister i USA

Statuen blev rejst i 1986 for at hylde sovjetlederens ideologi, der inspirerede vietnameserne til at slås og skabe en kommunistisk kontrast til kapitalisterne i USA.

I dag står de lokale på skateboard for foden af statuen, og Lenin-parken er blevet populær blandt pengestærke vestlige turister.

Krigen er historie, og nu har USA sagt ja til, at Vietnam kan danne ramme om endnu et møde mellem kommunisme og kapitalisme.

Det sker 27. og 28. februar, hvor USA's præsident, Donald Trump, skal møde Nordkoreas leder, Kim Jong-un, til et topmøde, der kommer til at handle om fred på Den Koreanske Halvø.

- Der er et stort stykke arbejde foran os, men jeg har et godt forhold til Kim Jong-un, sagde USA's præsident, Donald Trump, da han offentliggjorde mødet i sin tale om nationens tilstand tirsdag aften.

Men hvorfor mødes i Vietnam?

Fra fjender til venner

For få årtier siden var landet en slagmark, hvor over 58.000 amerikanere og flere millioner vietnamesere mistede livet i kamp mod hinanden.

Krigen endte med, at USA trak sig ud og overlod landet til kommunisterne.

Og det var dem, der rejste Lenin-statuen i 1986.

Men det var også dem, der samme år, som de rejste Lenin-statuen, iværksatte et reformprogram ved navn “doi moi”. Det revolutionerede landets økonomi og gjorde Vietnam til et af de lande i Asien med størst økonomisk vækst.

Sidste gang, USA havde højere vækst end Vietnam, var ifølge Verdensbanken helt tilbage i 1986, og mens økonomien blomstrede, blev USA og Vietnam så gode venner, at USA åbnede en ambassade i Hanoi i 1995.

Det amerikanske håb

Og den succeshistorie - altså Vietnams blanding af Lenin og dollars - kan måske vise vejen for Kim Jong-un og hans stalinistiske regime i Nordkorea.

Det håber amerikanerne.

- Jeres land kan kopiere denne vej, sagde USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, til nordkoreanerne i sommeren 2018.  

- Dette mirakel kan blive jeres. Det kan også blive jeres mirakel i Nordkorea, sagde han.

Og i efteråret 2018 tog Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, så på besøg hos Vietnams premierminister, Nguyen Xuan Phuc.

Detaljerne om besøget er sparsomme, men ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap var formålet at lære mere om de vietnamesiske reformer.

Et styre med fuld kontrol

Netop fordi Vietnam både har et godt forhold til Nordkorea og USA, har landet længe været set som et af de steder, hvor både Donald Trump og Kim Jong-un kunne acceptere at mødes.

Vietnam er neutral grund, og det ligger kun en kort flyvetur fra Pyongyang, hvilket formentlig passer Kim Jong-un godt, da han normalt foretrækker at rejse i tog.

Desuden har myndighederne i Vietnam fuld kontrol over medierne. Vietnam er blandt de lande i verden, hvor pressefriheden ifølge Journalister Uden Grænser lider hårdest.

Og så kan det kommunistiske styre i Vietnam skride hårdt ind over for demonstrationer i forbindelse med topmødet uden at skulle stå til regnskab for nogen.

Det skete for eksempel under Donald Trumps seneste besøg i landet.

Da præsidenten besøgte Vietnam i 2017, protesterede den vietnamesiske aktivist Mai Khoi mod ham. Hun blev efterfølgende hjemløs, fordi myndighederne smed hende ud af hendes bolig, skriver The Guardian.

Selv om billederne af Mai Khois banner med teksten "Pis på Trump" blev bragt af en lang række medier, har de hverken afskrækket amerikanerne eller vietnameserne. 

Styret i Vietnam har allerede sagt ja til at være værter for topmødet, der formentlig vil tiltrække hele verdens opmærksomhed, gavne landets status i det internationale samfund og give flere turister i Leninparken i Hanoi.