Udland

Planer om pølsemuseum ved nazistisk fangelejr droppet

Museet skulle have ligget ved en fangelejr med forbindelse til den berygtede koncentrationslejr Buchenwald.

Planer om at flytte et museum for den helt specielle Bratwurst-pølse i den tyske delstat Thüringen i det østlige Tyskland er blevet droppet efter voldsom kritik. Det er kommet frem, at museet skulle flyttes til et sted, der tidligere er blevet brugt af nazisterne til fanger, før de blev sendt til den frygtede koncentrationslejr Buchenwald. Det skriver BBC.

Rheinhard Schramm, formand for det jødiske samfund i Thüringen, siger til nyhedsbureauet Reuters, at han er 'chokeret og irriteret' over planernes 'totale mangel på fingerspidsfornemmelse'.

Det var meningen, at museet skulle flyttes fra dets nuværende placering i Holzhausen til Mühlhausen i Thüringen i det østlige Tyskland.

Hos ledelsen på museet siger man, at man ikke kendte til historien om stedet i Mühlhausen, hvor man ville flytte museet til. Planerne for det nye museum blev offentliggjort onsdag af en forening for 'venner af Bratwurst fra Thüringen', der driver museet.

Beklager

På foreningens hjemmeside beklager man lørdag, og man lover også, at der ikke bliver noget pølsemuseum i Mühlhausen.

- Vi undskylder over for alle, som har set vores handlinger som en legitimering af de forbrydelser, der er begået under nationalsocialismen, og hvis følelser vi har stødt. Der bliver ikke noget bratwurst-museum på stedet, hvor lejren lå, skriver foreningen og Thomas Mäuer, indehaver af pølsemuseet.

Mühlhausens borgmester Johannes Bruns lover også, at byrådet nu vil prøve at finde andre steder, hvor museet kan ligge.

- Der foreligger research om denne lejr, og dens eksistens er utvivlsom. Desværre er det en del af historien i Tyskland i efterkrigstiden, at disse steder blev gjort usynlige, siger Rikola-Gunnar Lüttgenau, vicedirektør i mindefonden for ofrene for koncentrationslejren i Buchenwald til det tyske medie Deutsche Weile.

Buchenwald var en af de største koncentrationslejre i Tyskland under 2. verdenskrig, og det skønnes, at knap 55.000 mennesker mistede livet i koncentrationslejren under krigen.