Missilet her fik Trump til at opsige atomvåbenaftalen med Rusland

16x9
Krydsermissilet SSC-8 udstillet i Moskva 23. januar 2019. Foto: Maxim Shemetov / Ritzau Scanpix

USA har opsagt en 32 år gammel nedrustningsaftale med Rusland på grund af et krydsermissil. Russerne har skjult, hvad det kan, siger amerikanerne.

Sidst i 1980'erne skrottede USA og Sovjetunionen 2692 atommissiler som led i en gigantisk nedrustningsaftale.

Nu har russerne bygget et cirka otte meter langt krydsermissil, der fredag eftermiddag satte tiden 32 år tilbage og fik USA til at opsige den gamle aftale med seks måneders varsel.

Missilet hedder SSC-8 - hvis man spørger generalerne i NATO - eller Novator 9M729, hvis man hellere vil have navnet på russisk.

Rusland har både større og farligere missiler i sit arsenal, men dette her er udviklet i hemmelighed op gennem 00'erne, og det er først lige blevet taget i brug - ifølge den amerikanske tænketank CSIS, der beskæftiger sig med international sikkerhed.

INF-traktaten i hovedpunkter

  • INF-traktaten blev indgået 8. december 1987.
  • Traktaten var et resultat af forhandlingerne mellem Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov.
  • Aftalen forbyder enhver opstilling af mellemdistancemissiler.
  • Både atomare og konventionelle ballistiske missiler samt krydsermissiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer blev tilintetgjort.
  • USA destruerede omkring 850 missiler.
  • Sovjetunionen ødelagde 1850 missiler.
  • Ifølge Udenrigsministeriet har traktaten lagt en dæmper på den kolde krig.

Kilde: Ritzau og Udenrigsministeriet

Ifølge amerikanerne er det nye missil i strid med den såkaldte INF-traktat fra 1987, hvor USA og det daværende Sovjetunionen afskaffede alle kort- og mellemdistancemissiler. 

Det vil sige missiler, der kan flyve mellem 500 og 5500 kilometer.

Krydsermissilet under præsentationen i Moskva.
Krydsermissilet under præsentationen i Moskva. Foto: Maxim Shemetov / Ritzau Scanpix

Ifølge den amerikanske efterretningstjeneste NASIC kan det russiske krydsermissil flyve 2500 kilometer - og dermed har Rusland brudt aftalen. 

Et forbudt missilsystem

Ifølge USA's præsident, Donald Trump, har russerne overtrådt aftalen ved "hemmeligt at udvikle og bringe et forbudt missilsystem i felten, der udgør en direkte trussel for vores soldater og allierede".

Selv om amerikanerne trækker sig fra aftalen nu, har USA længe kendt til det nye russiske våben.

Ifølge USA er missilets rækkevidde på 2500 kilometer - rækkevidden her er et eksempel på, hvor langt et missil kan nå, hvis det opstilles på grænsen til Baltikum.
Ifølge USA er missilets rækkevidde på 2500 kilometer - rækkevidden her er et eksempel på, hvor langt et missil kan nå, hvis det opstilles på grænsen til Baltikum. Foto: Google Earth / TV 2

Den første testflyvning blev ifølge New York Times observeret af amerikanerne allerede i 2008, og seks år senere skrev USA's daværende præsident Barack Obama et personligt brev til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og gjorde ham opmærksom på, at Rusland forbrød sig mod aftalen fra 1987.

Men det tog den russiske leder åbenbart ikke til sig.

Barack Obama, Donald Trump og de amerikanske efterretningstjenester er alle enige om, at det nye krydsermissil er et brud på INF-traktaten, men alligevel har russerne nu mindst to bataljoner klar, der kan affyre det nye våben fra mobile affyringsramper.

Hver bataljon består af fire affyringsramper med seks missiler på hver, mener amerikanerne.

Ifølge tænketanken CSIS har den ene bataljon været udstationeret i Kapustin Yar ved Volgograd, mens den anden enhed opholder sig på et ukendt sted.

Tænketanken anslår, at Rusland har produceret mindre end 100 af de kontroversielle missiler, der kan medføre atomvåben på op til 450 kilogram. 

Ifølge russerne overtræder krydsermissilerne ikke nogen internationale aftaler, og Ruslands Forsvarsministerium skriver, at de amerikanske beskyldninger er "et tydeligt forsøg på at forvrænge sandheden".