Udland

Afgørende afstemning om Brexit-ændringer: Her er forslagene

Theresa May forhandler i øjeblikket med sine modstandere om at tilpasse Brexit-aftalen. Ho / Ritzau Scanpix

De britiske parlamentarikere debatterer lige nu syv ændringsforslag til Theresa Mays Brexit-plan.

Det bliver syv ændringsforslag, som de britiske parlamentarikere i Underhuset skal stemme om tirsdag aften. Ændringsforslagene skal gøre den oprindelige skilsmisseaftale mellem EU og Storbritannien mere spiselig.  

De britiske parlamentarikere forkastede den første aftale, premierminister Theresa May havde forhandlet på plads med EU, da den for to uger siden blev nedstemt med 432 for og 202 imod.

Det er det største nederlag for en siddende regering i Underhuset.

Siden har parlamentsmedlemmerne selv stillet en række ændringsforslag til aftalen, og Underhusets formand, John Bercow, har nu valgt syv ud fra listen af 15 forslag.

Her er de syv forslag:

  • Foranstaltningerne ved den irske grænse og den såkaldte bagstopper. Bagstopperen er tidligere blevet omtalt som et sikkerhedsnet, der skal sikre, at der ikke kommer en hård grænse mellem Irland og Nordirland. Forslaget går ud på, at den bør erstattes af ”alternative foranstaltninger for at undgå en hård grænse”.
  • Der skal afses tid til en debat om en ny lov, der kan udskyde Brexit i ni måneder, hvis der ikke er en aftale. Ligger der ikke en færdig aftale 26. februar, skal parlamentet kunne anmode regeringen om at bede EU om en forlængelse af skilsmisseforhandlingerne.
  • Jeremy Corbyns forslag om, at Storbritannien ikke skal kunne forlade EU uden en aftale, og at man skal forhandle en toldunion mellem EU og Storbritannien på plads. 
  • Parlamentsmedlemmerne sikres seks dage til at debattere alternative løsninger til Brexit.
  • Der skal være en toårig forlængelse af den såkaldte artikel 50-proces, udmeldelsen af EU, hvis der ikke er fundet en aftale inden 26. februar.
  • Storbritannien skal ikke kunne forlade EU uden en aftale.
  • Aftalefristen skal udvides, og ”no deal” skal fjernes som en mulighed.

Få timer inden debatten om den endelige afstemning om ændringsforslagene meddelte en talsmand for Theresa May, at premierministeren vil bede EU om at genåbne Brexit-forhandlinger, hvilket EU tidligere har afvist.

Samtidig har Labour-lederen, Jeremy Corbyn, under dagens debat sagt, at parlamentet på ingen måde kan nå at få den nødvendige lovgivning på plads, og derfor er det ifølge ham uundgåeligt, at Brexit vil blive udsat.

Briterne skal efter planen forlade EU 29. marts 2019.