Dommere tilsidesætter frifindelse om narkosmugling: Sag mod norsk politimand skal gå om
Tidligere norsk betjent med en ledende stilling i narkotikaafdelingen i norsk politi er mandag frifundet for narkosmugling, men nu skal sagen gå om
Skyldsspørgsmålet i en historisk sag, der er blevet omtalt som den mest alvorlige mod en politibetjent i Norge nogensinde, skulle afgøres mandag, men i stedet skal hele sagen gå om på ny.
Efter fem døgn i tænkeboks kom ti norske nævninge i Landsretten frem til, at den tidligere højtstående politimand Eirik Jensen er skyldig i grov korruption, men de frifandt ham samtidig for at have smuglet næsten 14 tons hash ind i Norge i perioden 2004 til 2013.
Den kendelse tilsidesætter rettens dommere dog, der vurderer, at der er for bevis betjentens medvirken til narkosmugling. Det betyder, at hele sagen skal gå om - også tiltalepunkterne om korruption skal behandles igen.
Anklagemyndigheden gik efter 21 års ubetinget fængsel. Eirik Jensen og hans forsvarer nægtede sig skyldig og gik efter frifindelse i ankesagen, der har stået på siden 2017.
- Jeg må jo forberede mig på det værste, lød det fra den tidligere norske betjent, da avisen Aftenposten mødte ham forud for domsafsigelsen tirsdag i sidste uge.
Udnyttede sin rolle i kampen mod narko
Som leder af den særlige afdeling i norsk politi, Spesielle Operasjoner, sad Eirik Jensen med ansvaret for rockermiljøet og narko- og banderelateret kriminalitet.
Her agerede han spydspids i kampen mod organiseret kriminalitet.
Narkobaronen Gjermund Cappelen, som norsk politi i december 2013 fandt 109 kilo hash hjemme hos, fortæller dog i afhøringer, at han samarbejdede med den 61-årige politibetjent, og at den omfattende narkotikasmugling ikke havde kunnet lade sig gøre uden hjælp fra Eirik Jensen.
Retssagen, der begyndte i Oslo Byret i januar 2017, bygger desuden på sms'er mellem Jensen og Cappelen, flere end 6000 dokumenter og forklaringer fra 122 vidner, ligesom Jensen skulle have brugt, hvad der svarer til mere end en million danske kroner mere, end han tjente som betjent.
– Eirik Jensen var en ensom ulv. Vanskelig at snakke med, komme ind på og lede. Han var en kontroversiel betjent, men samtidig den dygtigste undercoverbetjent, vi havde, har den pensionerede politileder Leif A. Lier, der var chef for Eirik Jensen i midten af 90’erne, tidligere sagt til det norske medie VG.
Langstrakt sag
Allerede i 2014 var retssystemet søgelys rettet mod den højtstående betjent.
I februar 2014 blev han anholdt af politiet i Oslo - sigtet for grov korruption, som han efter flere måneders varetægtsfængsling blev løsladt fra.
Det norske politis specialenhed tiltalte i 2016 Jensen for grov korruption, medvirkning til grov narkotikakriminalitet og opbevaring af illegale våben.
I september 2017 blev han idømt 21 års fængsel ved byretten i Oslo, som han ankede til Landsretten i Norge, og som nu skal gå om på ny.