Udland

Medie giver Melania Trump en undskyldning og 'klækkelig' erstatning

Det er ikke første gang, at den amerikanske førstedame går i rette med et medie.

Det britiske medie The Telegraph har lagt sig fladt ned, efter de i sidste uge bragte en fejlfyldt artikel om USA's førstedame, Melania Trump. 

Det sker i en undskyldende skrivelse, som mediet bragte fredag aften. 

- Vi vil gerne uforbeholdent undskylde overfor førstedamen og hendes familie for gener forårsaget af beskyldningerne i vores artikel. Som et symbol på vores ærgrelse er vi indforstået med at betale fru Trump en klækkelig erstatning for skaderne og for hendes retslige omkostninger, står der blandt andet. 

Adskillige ukorrekte oplysninger

Artiklen 'Mysteriet om Melania', der nu er blevet fjernet fra hjemmesiden, var skrevet af amerikanske Nina Burleigh, der er forfatter, journalist og professor ved Columbia Graduate School of Journalism. 

I artiklen blev det blandt andet påstået, at Melania Trumps far havde en truende og kontrollerende adfærd, og at hun måtte droppe ud af universitet, hvor hun studerede arkitektur og design, fordi hun dumpede en eksamen. 

Begge påstande er lutter løgn og trækkes tilbage af The Telegraph i deres dementi. 

- Fru Trumps far var ikke modbydelig, og han kontrollerede ikke familien, står det i teksten, der fortsætter: 

- Fru Trump forlod ikke sin uddannelse på grund af en dumpet eksamen, som det er påstået i artiklen, men snarere fordi hun ønskede at forfølge en professionel modelkarriere.

"Kæmpede med modelkarrieren"

Og artiklens beskrivelse af Melania Trumps modelkarriere har også indeholdt fejlagtige og misvisende oplysninger.

I artiklen sår journalisten tvivl om, hvorvidt førstedamen overhovedet havde succes som model, før hun mødte sin mand. Men det havde hun, lyder det nu fra The Telegraph: 

- Fru Trump kæmpede ikke med at få sig en modelkarriere, før hun mødte hr. Trump, og hendes succes skyldes ikke hr. Trumps hjælp.

Mediet undskylder desuden for, at artiklen har haft nogle faktuelle fejl omhandlende årstal, og hvorvidt præsidentfruen græd på valgnatten i 2016. 

Vil ikke se stille til

Det er førstedamen selv, der via sin advokat har rettet henvendelse til The Telegraph for at få dem til at dementere artiklens budskab, skriver CNN

I en udtalelse fra Melania Trumps talskvinde Stephanie Grisham begrundes utilfredsheden således:

- Fru Trump må ofte stå model til opportunister, der forsøger at fremme sig selv på bekostning af hendes navn og image. 

- Hun vil ikke se stille til, mens folk og medier viderebringer løgne og falske påstande om hende for at opnå status og sælge tabloide overskrifter, lyder det endvidere.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at den slovenskfødte kvinde begiver sig i kamp mod urigtige artikler om hende.

I 2017 modtog hun en millionerstatning og undskyldning fra en anden britisk avis

Året forinden havde Daily Mail nemlig bragt en artikel, der hævdede, at hun ved siden af sin modelkarriere havde tilbudt escortservice, hvilket ikke er sandt.