Udland

Fem personer skudt i Louisiana - politiet jagter 21-årig

Louisiana i det sydlige USA.  TV 2

Gerningsmanden, der formodes at være en 21-årig mand, er stadig på fri fod.

Myndighederne bekræfter, at fem er blevet dræbt af skud i delstaten Louisiana i USA.

Gerningsmanden er stadig på fri fod.

Det skriver nyhedsbureauet AP. 

På tværs af to sogne

Omkring klokken ni formiddag lokal tid besøgte politiet i sognet Livingston tæt på New Orleans en trailer park i forbindelse med en anmeldelse. 

Her erfarede politiet, at tre personer var dræbt af skud, skriver det lokale medie WAFB Channel 9

Kort efter modtog politiet en anmeldelse fra et nærliggende sogn, hvor to yderligere personer var blevet skudt. Den ene var død på stedet, mens den anden senere omkom af sine kvæstelser. 

Ifølge lokalt politi hænger de to skudepisoder sammen.    

Ofre kan være gerningsmandens forældre

Det lokale politi har nu efterlyst en 21-årig mand, som formodes at stå bag alle fem drab. Han formodes at være kørt væk fra gerningsstedet i en Dodge Ram, som det lokale politi har udsendt et signalement på. 

To af ofrene er identificeret som et 50-årigt ægtepar. 

Ifølge AP fortæller kilder tæt på familien, at ofrene er forældre til den 21-årige formodede drabsmand.