Udland

- Det er næsten barnligt, siger Venezuela om dansk krav om nyt valg

En lang række EU-lande og USA bakker op om oppositionslederen Juan Guaido som Venezuelas nye præsident.  Carlos Garcia Rawlins / Ritzau Scanpix

En række EU-lande vil have valg i Venezuela, men det afviser landets udenrigsminister lørdag ved et møde i FN's Sikkerhedsråd.

Den nuværende præsident i Venezuela, Nicolás Maduro, har fået en frist på otte dage.

Hvis han ikke udskriver et valg inden da, vil en række af verdens lande, heriblandt Danmark, Tyskland, Spanien, Frankrig og et samlet EU erklære deres støtte til oppositionslederen Juan Guadió.

Sådan ser situationen ud lørdag aften, hvor FN’s Sikkerhedsråd er samlet i New York for at diskutere krisen i Venezuela.

- Det er næsten barnligt

Men ifølge Venezuelas udenrigsminister, Jorge Arreaza, kommer der ikke nyvalg på baggrund af det krav. Han mener, verden fører krig imod Venezuela.

- Hvad får jer til at tro, at I kan give sådan en frist? Det er næsten barnligt, siger han om den frist på otte dage, som blandt andre Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), har givet.

Venezuelas udenrigsminister, Jorge Arreaza, afviser EUs ultimatum om nyvalg i den kriseplagede nation.

- Ingen skal give os deadlines eller fortælle os, om der skal holdes valg eller ej, siger Arreaza. Han fastholder, at Venezuelas nuværende ledelse forsøger at få det kriseramte Venezuela op at stå igen gennem økonomiske tiltag.

- Navnet på vores præsident er Maduro, siger han. 

Dermed afviser han blankt EU-ledernes krav om et nyt præsidentvalg.

Venezuelas præsident Nicolas Maduro taler på en pressekonference i Venezuelas hovedstad Caracas den 25. januar 2019.

Ingen samlet opbakning fra FN

FN’s Sikkerhedsråd står ikke bag en samlet erklæring om støtte til den Juan Guadió. Det har Rusland, Kina, Sydafrika og Ækvatorialguinea forhindret, idet de fastholder støtten til Maduro.

USA's udenrigsminister Mike Pompeo lægger op til, at alle lande gør op med sig selv, hvem de holder med.

- Nu er det tid til, at hver nation vælger side. Ikke flere forsinkelser, ikke flere lege. Enten er man med frihedens kræfter, eller også er man sammen med Maduro og hans kaos, siger han.

Ifølge nyhedsbureauet AFP opfordrer han derudover alle nationer til at kappe deres økonomiske forbindelser til Venezuela og præsident Maduro.

Ifølge Danmarks Statistik lød den samlede værdi af import og eksport til Venezuela i 2017, der er den seneste opgørelse, på godt 134 millioner kroner.