Donald Trump

Trump genåbner statsapparat efter 34 dage - en gigantisk indrømmelse, siger Steinmetz

Nedlukningen fik onsdag Trump til at udskyde sin årlige tale om nationens tilstand (State of The Union, red.).

Efter at have været delvist lukket ned siden 22. december sidste år – cirka 34 dage – åbner statsapparatet i USA nu op igen. 

Det oplyser USA's præsident, Donald Trump, fredag aften dansk tid ved en tale i Rose Garden foran Det Hvide Hus.

Foreløbig er genåbningen dog ikke permanent.

Trump lader de cirka 800.000 offentligt ansatte, der er berørt af nedlukningen, få deres løn i tre uger (indtil 15. februar), hvilket giver tid til at fortsætte forhandlingerne om forholdene ved grænsen til Mexico og dermed en permanent åbning, hvis parterne bliver enige om et endeligt statsbudget for 2019.

- Mine kære medamerikanere, jeg er meget glad for at kunne annoncere, at vi har indgået en aftale, så vi kan slutte nedlukningen og åbne statsapparatet igen.

- Som alle ved, har jeg et meget magtfulgt alternativ (undtagelsestilstand .red), men jeg vil ikke bruge det denne gang. Forhåbentligt vil det ikke blive nødvendigt, siger Trump.

Som alle ved, har jeg et meget magtfulgt alternativ (undtagelsestilstand .red), men jeg vil ikke bruge det denne gang.

Præsident Trump

Aftalen er indgået med lederne i den amerikanske kongres og Donald Trump, og den blev enstemmigt vedtaget i Senatet fredag aften.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser Trump dog, at der kan ske en nedlukning igen, hvis ikke han får en ordentlig aftale.

Steinmetz: Et tilbagetog for Trump

Nedlukningen skyldtes i første omgang, at Kongressen ikke har kunnet blive enige om statsbudgettet for 2019, da præsident Donald Trump vil have en mur ved grænsen til Mexico, mens demokraterne har været lodret imod.

Præsidenten lovede under sin valgkamp frem mod valget i 2016 muren. En mur, som han dengang krævede, at Mexico skulle betale, men som de gentagne gange har nægtet at finansiere.

Trump udløste siden nedlukningen omkring 22. december, da han oplyste, at han ikke ville underskrive en lovgivning til at finansiere offentlige myndigheder, hvis muren ikke var inkluderet i budgettet.

Siden har Trump gentagne gange understreget vigtigheden af muren. Ikke mindst i starten af januar da han besøgte den amerikanske by McAllen tæt ved grænsen til Mexico.

Spørger man TV 2s korrespondent i Washington, Jesper Steinmetz, er aftalen yderst positiv for dels de 800.000 offentligt ansatte, men også for forhandlingsklimaet mellem de partier. Det er positivt, at man er kommet så langt, og det er positivt for Trump, at demokraterne er villige til at afsætte flere penge til grænsesikring. Men når det er sagt, er det ikke stor sejr for præsidenten:

Det her er et gigantisk tilbagetog for Trump, og det interessante bliver nu at se, hvordan det bliver modtaget hos hans støtter.

Jesper Steinmetz, korrespondent TV 2.

- Det her er en gigantisk indrømmelse til demokraterne. Præsident Trump gør lige præcis det, som Demokraterne har krævet. Først at åbne statsapparatet, og når det er gjort, kan de så tage grænsespørgsmålet op igen. Og det er præcis det, Trump er gået med til, selvom han har krævet, at der skal afsættes penge til den mur.

- Det her er et gigantisk tilbagetog for Trump, og det interessante bliver nu at se, hvordan det bliver modtaget hos hans støtter. Og ikke mindst hos de mange konservative kommentatorer her i landet, som han lytter meget til.

Trump selv ser dog frem mod de næste tre uger:

- Over de næste 21 dage forventer jeg, at både demokrater og republikanere vil arbejde i god tro. Det her er en mulighed for at alle partier arbejder sammen til fordel for hele vores smukke nation. Hvis vi laver en fair aftale, vil det amerikanske folk være stolte af deres regering, da vi viser, at vi sætter landet før partierne, siger Trump.

Ifølge præsidenten vil der ikke være tale om en betonmur på "2000 mil" fra kyst til kyst. Muren vil blive lavet af stål, have kameraer og droner tilknyttet – og den vil være placeret på strategisk rigtige steder. Andre lande har haft succes med lignende, og det vil USA også få, siger Trump. Og det er ifølge Jesper Steinmetz også en del af et tilbagetog fra det, han lovede i valgkampen i 2016, da han har indset, at han ikke får pengene til muren.

Nye forslag stemt ned torsdag

Torsdag blev to nye budgetforslag stemt ned. Ét, hvor finansieringen af muren var med, og ét, hvor den ikke var.

I Trumps budgetforslag torsdag var forslaget mere præcist, at staten skulle finde de omkring 37 milliarder kroner (5,7 milliarder dollars), det kræver at bygge muren. Demokraterne derimod ville købe sig forhandlingstid. I deres forslag lød det blandt andet, at man ville åbne statsapparatet om to uger (8.februar). Dermed ville man have yderligere to uger til at forhandle et kompromis, der ikke indeholder en finansiering af muren.

Nedlukningen fik onsdag Trump til at udskyde sin årlige tale om nationens tilstand (State of The Union, red.), efter formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, i et åbent brev bad præsidenten om det, hvis der ikke var en budgetaftale.

Talen skulle være afholdt 29. januar. 

Det står ikke klart, om denne tale nu blive afholdt.

Også det amerikanske forbundspoliti, FBI, har været ramt af nedlukningen.

De har nemlig ikke kunne betale deres informanter, der hjælper dem i deres arbejde.

Det fortalte formand for sammenslutningen af FBI-agenter, FBI Agents Association (FBIAA), Tom O’Conner, onsdag.

Fredag valgte de amerikanske luftfartsmyndigheder at standse alle flyvninger med ankomst til La Guardia-lufthavnen i New York som følge af manglen på flyveledere. Desuden meldte flere andre lufthavne ifølge nyhedsbureauet Reuters om forsinkelser på grund af manglen på mandskab.