Udland

Desperate venezuelanere forbereder oprør mod regimet med nyt politisk håb i spidsen

Juan Guaidó har kaldt til demonstrationer den 23. januar. Cristian Hernandez / Ritzau Scanpix

Den nye mobilisering kommer i kølvandet på, at Nicolas Maduros er tiltrådt i sin anden periode som præsident.

Tidligere i januar tiltrådte Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, sin anden periode som landets leder. Med politiske modstandere fængslet blev udfaldet underkendt af størstedelen af det internationale samfund.

Bag sig har præsidenten valgrådet, militæret og højesteretten, og sammen har de ført landet ud i en af Latinamerikas største kriser i moderne tid.

Men midt i landets opløsning, der er præget af migration, sult og en falleret sundhedssektor, har det nye politiske håb, Juan Guaidó, mobiliseret en ellers afmægtig befolkning.

Frivillige brandmænd sørger for den daglige drift af broen mellem Colombia og Venezuela.

Regimet har allerede erklæret Juan Guaidó og parlamentet, kontrolleret af oppositionen, for ugyldige.

Nu er der kaldt til nationale demonstrationer 23. januar, og spørgsmålet er, om denne dag kan ændre tingenes tilstand i landet.

Revolutionære skuffelser

I den søvnige by Cucutá, der er en grænseby og den største migrationskorridor mellem Colombia og Venezuela, kæmper Røde Kors og FN-missioner en daglig kamp for at tilse den daglige og massive tilstrømning af venezuelanere.

Oftest er opsparingen brugt på denne tur, ansporet af håbet om frihed og lægebehandling. 

Omkring 90 procent af medicin mangler i Venezuela, og sundhedssektoren er kollapset.

Broen over floden Táchira er et uendeligt hav af mennesker. Sådan har det været i snart fem år, hvor det skønnes, at fire millioner venezuelanere er flygtet – mange af disse over netop denne bro.

På den venezuelanske side skjuler de flotte silhuetter af store palmetræer på skråningerne et land i opløsning, en forfejlet stat.

Broen, Simón Bolívar, er opkaldt efter regionens sejrherre over de spanske kolonister i 1800-tallet.

Men det er ikke åget fra det spanske kongedømme, som venezuelanere flygter fra nu, men derimod det socialistiske regime, der i 20 år har lovet en revolution.

En revolution, der aldrig kom.    

Colombia huser i øjeblikket omkring en million venezuelanere, og i den første uge af august 2018 krydsede 300.000 grænsen til Ecuador. Den totale udvandring svarer til et befolkningstab på 10 procent.

Forældre slæber tunge, slidte kufferter på skuldrene og bliver mødt af lettede familiemedlemmer på den colombianske side.

Broen danner ramme for kaotiske scener, og colombianske grænsevagter må dagligt afbryde slåskampe mellem venezuelanere. De lange køer springes over, og stemningen er anspændt.

'Væk med tronrageren'. En hilsen mod præsident Nicolás Maduro.

I Venezuela har madmangel ført til timelange køer, hvor folk utålmodigt venter på adgang til basale prisregulerede madprodukter.

På grund af ventetiden i køerne har mange venezuelanere måtte sige jobbet op. Inflationen er i øjeblikket den højest registrerede i verden, vurderet til at nå 10.000.000 procent i 2019 af den internationale valutafond, IMF.

Fra øjeblikket man forlader arbejdet med lønseddel i lommen, til man når hjem, er pengene allerede mindre værd. Over 80 procent i Venezuela lever i fattigdom, og pensionister har måtte se deres livsværk blive ædt op.    

Børnene har bragt de største ofre, siden krisen tog fart i 2014. Organisationen Caritas vurderede i 2018, at 280.000 børn risikerede at dø på grund af underernæring. 

Juan Guaidó – en fornyet optimisme

Juan Guaidó er den yngste parlamentspræsident nogensinde valgt i Venezuela.

Den 36-årige politiker hører til partiet Voluntad Popular, der tidligere blev ført af den nuværende politiske fange, Leopoldo López.

Juan Guaidós talestrøm er rolig og saglig. Et tiltrængt pusterum for en befolkning, der er vant til anti-amerikanske dundertaler af afdøde præsident Hugo Chávez og den nuværende leder, Nicolas Maduro.    

Efter Nicolas Maduros pompøse præsidentceremoni den 10. januar udsendte Juan Guaidó et tweet, hvori han understregede oppositionens afvisning af Maduros forfatningsstridige tiltrædelse og samtidig betonede hans egen retmæssige kandidatur til stillingen som Venezuelas midlertidige præsident.

Mange har ikke råd til bustransport til grænsen og må gå. De kaldes 'los caminantes', de gående.

Alt tyder på, at sidste del af dette tweet ikke var koordineret på forhånd af oppositionen, som hurtigt dementerede udsagnet.

Men snart skulle det vise sig, at den impulsive udmelding ramte et tørt sted.

Før oppositionen vidste af det, udtrykte den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, sin støtte til hans kandidatur sammen med generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, Luis Almagro.

Om det var hans intention eller ej, havde Juan Guaidó startet en bevægelse.

Militæret som nøgle og forhindring

Regimet har i løbet af 20 år forvandlet Venezuela til en militærstat.

Militæret kontrollerer flere store virksomheder, samt distributionen af medicin og madvarer. Ledende militære figurer tjener derfor fedt på korruption og smugling.

En InSight Crime-rapport indikerer derudover, at militæret samarbejder med den colombianske paramilitære gruppe ELN om produktion og smugling af narko, og flere ledende figurer fra det socialistiske parti er under anklage fra amerikanske myndigheder for at stå bag narkokartellet ’Solenes kartel’.

Det skønnes, at omkring 4 millioner venezuelanere har forladt deres hjemland siden 2014.

Det er dog langt fra alle, der nyder godt af militære skyggeoperationer.

De, der ikke nyder godt af det, er blevet lovet fuld amnesti af Guaidó. Med denne strategi håber han, at en stigende utilfredshed blandt de menige styrker kan omsættes til støtte.

Planlagte demonstrationer

Nicolás Maduro og det socialistiske parti regerer med absolut magt via en undtagelsestilstand, der er blevet erklæret ikke mindre end 16 gange, siden parlamentet blev isoleret i 2015 efter en jordskredssejr til oppositionen.

Politiske modstandere smides i fængsel eller bliver truet til eksil, og omkring 125 demonstranter blev i 2017 dræbt af hærens og politiets styrker.

Beskyldninger om systematisk tortur af unge tilfangetagede demonstranter er i øjeblikket under behandling hos den Interamerikanske domstol.  

Det er derfor ikke uden risiko, at Juan Guiadó beder om deres støtte til nationale demonstrationer den 23. januar.

I samtlige taler han har holdt landet over den seneste uge, fortæller han folket om tre krav: Maduros afsættelse, midlertidig transitionsregering og frie valg. 

Dette par ønsker at vende tilbage snart. 'Vi ved bare ikke hvornår vi kan'.

Den 23. januar markerer to ting.

På samme dato i 1958 blev den seneste diktator, Jíminez, væltet. Venezuela udviklede sig efterfølgende til en demokratisk flagbærer blandt det latinamerikanske kontinent, hærget af militære diktaturer.

Men nu er spørgsmålet, hvad regimets modsvar på Juan Guiadós kald til demonstrationer er. 

Folkelige oprør i 2012, 2014 og 2017 gødede jorden for yderligere kontrol og undertrykkelse. Om den unge Juan Guaidó har sået sine frø stærkt nok, vil tiden vise i slipstrømmen på den 23. januar. 

Indtil videre fortsætter den historiske tilstrømning af venezuelanere over broen Simón Bolívar ufortrødent.