Udland

Første sorte kvinde melder sig som modkandidat til Trump

Kamala Harris blev valgt som senator fra delstaten Californien i 2016.

Endnu en demokratisk toppolitiker har meldt sig klar til at kæmpe for at blive partiets præsidentkandidat.

Senator Kamala Harris fra Californien vil udfordre Donald Trump ved præsidentvalget i 2020. 

Det siger hun i morgenprogrammet 'Good Morning America' ifølge CNN.

Samtidig har hun offentliggjort en video på de sociale medier, hvor hun skyder sin valgkampagne i gang under ordene "retfærdighed, ordentlighed, lighed, frihed og demokrati".

- Det er ikke bare ord. Det er værdier, vi værdsætter som amerikanere. Og lige nu er de alle sammen sat på spil, siger Harris i videoen.

Demokratiske modkandidater

Kamala Harris er demokrat og skal derfor først vinde sit partis kandidatur ved en række primærvalg.

Her har flere demokrater allerede meldt sig, men 54-årige Harris er den første sorte kvinde, der annoncerer sit kandidatur frem mod valget i 2020.

- Vores lands fremtid afhænger af, at du og millioner af andre løfter vores stemmer for at kæmpe for amerikanske værdier. Det er derfor, at jeg stiller op som USA's præsident. Jeg stiller op for at løfte de stemmer og for at bringe vores stemmer sammen, fortæller hun.

Tidligere har kongresmedlem John Delaney, senator Kirsten Gillibrand og tidligere boligminister Julian Castro alle meldt sig som kandidater, mens også kongresmedlem Tulsi Gabbard og senator Elizabeth Warren har meddelt, at de har i sinde at stille op.

I Donald Trumps republikanske parti har ingen meldt sig interesseret i at udfordre præsidenten.

Kræver skattelettelser og reformer

Kamala Harris har arbejdet som anklager i Californien, inden hun blev valgt til politisk chef for anklagemyndighederne i først byen San Francisco og siden delstaten Californien.

Ved valget i 2016 blev Kamala Harris valgt til det ene kammer i Kongressen - Senatet. Her har hun gjort sig bemærket med meget kritiske spørgsmål under høringerne, da den tidligere justitsminister Jeff Sessions og højesteretsdommer Brett Kavanaugh skulle godkendes.

Harris har mandag præsenteret sin kampagnes mærkesager. En skattelettelse for USA's middelklasse, reformer af rets- og immigrationssystemet og en udvidelse af det program, der giver sundhedsforsikringer for personer over 65 år.

Harris vil inden månedens udgang holde et valgmøde i byen Oakland for at markere begyndelsen på sin kampagne.