Udland

Auschwitz-ofre begravet over 70 år efter deres død

De jordiske rester af ofrene har været opbevaret i flere år på et britisk museum.

Hvem de omkomne var, bliver højst sandsynligt aldrig afklaret. Sikkert er det, at der er tale om fem voksne og et barn.

Seks mennesker, der alle mistede livet i Auschwitz-koncentrationslejren.

Søndag blev de stedt til hvile på Bushey New Cemetery i Hertfordshire i England. Mindst 73 år efter de mistede livet.

Flere tusinde personer var ifølge nyhedsbureauet AP mødt op, da de jordiske rester i én enkelt kiste blev sænket ned i jorden.

Blandt de fremmødte var både holocaust-overlevende og slægtninge til de, der mistede livet under jødeudryddelserne.

Rabbiner Ephain Mirvis stod for mindeordene til de seks dræbte:

Fakta om Auschwitz

Auschwitz er det tyske navn for den polske by Oświęcim.

Lejren blev oprettet i 1940.

Var den største og mest berygtede af de nazistiske koncentrationslejre.

Hovedlejren Auschwitz I var oprindeligt beregnet til politiske fanger.

Auschwitz II eller Auschwitz-Birkenau opførtes i 1941-42 efter beslutningen om at gennemføre det systematiske folkemord på jøderne. 

Det anslås at omkring en million jøder og cirka 150.000 andre mistede livet i lejre.

Lejren blev befriet i 1945 af sovjetiske soldater.

Kilde: Therkel Stræde: Auschwitz i Den Store Danske, Gyldendal

- Vi ved ikke, hvem du er. Vi ved ikke, om du er en mand eller en kvinde. Vi ved ikke, hvad land du er fra. Men vi ved én ting. Du var jøde, og du blev brutalt myrdet, lød det ifølge BBC fra rabbineren ved ceremonien.

Han fortalte videre, at begravelsen var en mulighed for at give de seks personer den værdighed, som de ikke blev givet i livet.

Doneret til museum

De jordiske rester af seks Holocaust-ofre blev i 1997 sendt til det britiske museum The Imperial War Museum (IWM). Donationen kom fra en anonym donor og indeholdt også andre forskellige effekter fra lejren.

Ifølge museet var det efter alt at dømme en overlevende fra Auschwitz, der havde været i besiddelse af effekterne og det, der var tilbage af de dræbte.

Muligvis var de blevet fjernet ved et besøg i den tidligere koncentrationslejr årtier forinden.

Efter modtagelsen lod museet retsmedicinere gennemgå resterne for at komme tættere på et svar på, hvem de seks personer var.

Ifølge testen pegede alt på, at de stammede fra koncentrationslejren. Men derudover var det kun få oplysninger, der kom frem.

Testen kunne konstatere, at der var tale om fem voksne og et barn. Men da der udelukkende var fragmenter og aske tilbage, var en yderligere identifikation i forhold til alder og køn umuligt.

Derfor vides det heller ikke, præcis hvornår de seks personer mistede livet. Men det har været i perioden mellem 1940 og 1945, da Auschwitz-lejren eksisterede.

Overdragede de seks personer til det jødiske samfund

Siden 1997 har museet beholdt resterne af de omkomne i opbevaring. Ved en nylig gennemgang af alle effekter forud for en udstilling om Anden Verdenskrig besluttede museet dog, at det ikke længere var passende at være i besiddelse af det tilbageværende af de dræbte.

Museet valgte derfor at overdrage dem til United Synagogue, som søndag begravede dem i Herfordshire.

Leder af holocaust-afdelingen på museet James Bulgin siger, at fundet af effekterne er unikt. Og at processen med at finde frem til detaljer om dem har været mere end svær.

- Hundredetusinde mennesker blev dræbt i Auschwitz-Birkenau. Enhver, som har mistet en slægtning, vil overveje, om de måske tilhører deres bedstefar eller mor, udtaler han til BBC.

En million jøder blev dræbt i Auschwitz

Koncentrationslejren i byen Auschwitz blev oprettet af nazisterne i 1940. Først primært som fangelejr for politiske fanger, men i årene, der fulgte, udviklede stedet sig til en udryddelseslejr.

I 1945 befriede sovjetiske soldater Auschwitz. På det tidspunkt var de fleste fanger enten dræbt eller ført til andre lejre.

Omkring en million jøder menes at være omkommet i lejren. Enten dræbt i gaskamre eller på grund af sult.

I alt seks millioner jøder anslås at have mistet livet under Anden Verdenskrig.