Hemmeligt UFO-projekt i USA - forskede i stjernerejser og sort energi

Et hemmeligt program under en af USA's efterretningstjenester brugte millioner af dollars på projekter, der lyder som ren science fiction.

Forestil dig, at et atomdrevet rumskib med laserkanoner flyver direkte gennem et ormehul og pludselig befinder sig i en anden galakse.

Rumskibet er i stand til at manipulere med andre dimensioner, og når rumskibet ikke lige er usynligt, kan man se, at det har et amerikansk flag på siden.

Det er selvfølgelig ikke sikkert, at du kan se det for dig, men USA har brugt millioner af dollars på at arbejde med alle de teknologier, der er nævnt ovenfor.

Ikke i 1950'erne eller 1960'erne, som man måske skulle tro, men i dette årti.

Det viser hidtil hemmeligholdte dokumenter fra USA's efterretningstjeneste 'Defence Intelligence Agency'.

Dokumenterne indeholder en liste med 38 forskningprojekter, der har modtaget penge fra de amerikanske myndigheder.

Listen omfatter ting som:

  • Avanceret atomar fremdrift for bemandede missioner til det ydre rum
  • Usynlighed
  • Gennemtrængelige ormehuller, stjerneporte og negativ energi
  • Warp-motorer, sort energi og manipulation af andre dimensioner
  • Kommunikation gennem højfrekvente tyngdebølger

Punkterne lyder som science fiction, men listen blev i 2018 sendt til en komité i USA's kongres, hvor den nu afdøde senator John McCain var formand.

I følgebrevet forklarer Defence Intelligence Agencys forbindelsesofficer Christine Kapnisi, at forskningsprojekterne hører under et program ved navn 'Advanced Aerospace Threat and Identification Program' (AATIP) - eller på dansk 'Det Avancerede Program til Identifikation af Trusler fra Luft og Rum'.

- Formålet med AATIP var at efterforske trusler fra våben på avancerede fremmede luftfartøjer fra nu og 40 år ud i fremtiden, står der i brevet fra efterretningstjenesten.

Hvad "avancerede fremmede luftfartøjer" dækker over er ikke blevet offentliggjort, men ifølge Nick Pope, der i sin tid stod i spidsen for de britiske myndigheders UFO-program, kan det betyde UFO'er.

Er "trusler fra våben på avancerede fremmede luftfartøjer fra nu og 40 år ud i fremtiden" kodesprog for UFO'er, spørger han på Twitter.

På videnskabens overdrev

Første gang, verden hørte om det særlige forskningsprogram, var i 2017, da en grynet videooptagelse af et amerikansk jagerflys møde med et uidentificeret flyvende objekt i 2004 gik verden rundt.

UFO over Stillehavet. Video: Peter Møller

TV 2 bragte på det tidspunkt en længere artikel om optagelsen og piloten, der foretog den.

Den amerikanske avis New York Times kunne dengang afsløre, at 'Det Avancerede Program til Identifikation af Trusler fra Luft og Rum' havde modtaget 22 millioner dollars om året, og at det var blevet til på foranledning af den demokratiske senator Harry Reid.

Han er en mand med lang tids interesse for rumfænomener.

En af hans venner er hotelmagnaten og mangemilliardæren Robert Bigelow, som åbent har erkendt, at han tror, vi jævnligt får besøg af rumvæsener.

En stor del af de penge, som blev brugt på programmet, endte ifølge New York Times hos et privat firma, som hedder Bigelow Aerospace og er ejet af Robert Bigelow.

Præcis hvad pengene var blevet brugt til, kunne aviserne ikke skrive om i 2017.

Det kan de så komme lidt nærmere i dag.

Ifølge interesseorganisationen Federation of American Scientists, der er dedikeret til at analysere trusler mod såvel national som international sikkerhed, er projekterne på listen langt ude på videnskabens overdrev.

- Mange af projekterne er stærkt hypotetiske og langt over grænsen for nutidig videnskab, ingeniørkundskab eller militær efterretningskundskab, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Et eksempel er projektet 'Gennemtrængelige ormehuller, stjerneporte og negativ energi', der ifølge listen fra den amerikanske efterretningstjeneste har haft en Dr. Eric Davis som projektansvarlig.

Han har tidligere forsket i psykisk teleportering - altså evnen til øjeblikkelig at flytte en ting fra et sted til et andet udelukkende ved tankens kraft. Et emne, der ifølge Federation of American Scientists også er på videnskabens overdrev.

Og det ser da heller ikke ud til, at der har været nogen større gennembrud i de fleste af de 38 projekter på listen.

Da New York Times skrev om sagen i 2017, kom det da også frem, at størstedelen af 'Det Avancerede Program til Identifikation af Trusler fra Luft og Rum' var lukket ned.

Men af det netop offentliggjorte brev til de amerikanske politikere fra januar 2018 fremgår det, at detaljerne omkring projekt nummer 37 stadig er stemplet som hemmelige.

Det hedder: Udvikling af topmoderne højenergi-laservåben.