Udland

Fire mand gjorde 5-stjernet hotel i Nairobi til et slagtehus

Endnu engang lykkedes det terrorister at slå til midt i Kenyas hovedstad Nairobi. Her er, hvad vi ved om forløbet ind til nu.

Det virkede ellers som om, tingene gik den rigtige vej.

Det sidste terrorangreb i Nairobi var for over fem år siden, hvor terrorgruppen Al-Shabaab slog 67 ihjel. Og kenyanerne var så småt begyndt at tro på, at myndighederne havde styr på deres efterretninger og sikkerheden i byen.

Men tirsdag klokken 15 fordampede den tro, da de første eksplosioner lød og et kompleks med det 5-stjernede hotel Dusit, kontorer og restauranter blev omdannet til det, vidner beskriver som et slagtehus.

Dengang for fem år siden, var det indkøbscentret Westgate i bydelen Westlands, der blev ramt. Og det var netop i den bydel, at Al-Shabaab tirsdag igen slog til.

Klassisk Al-Shabaab

Det begyndte - og blev gennemført - i klassisk Al-Shabaab-stil.

Først overvåger de området og hotellet i et par uger.

En af vagterne ved hotellet siger til avisen The Standard, at de igennem to uger tit kom der i bil, købte coffee-to-go og kørte af sted igen.

Tirsdag oprandt så dagen for selve angrebet. En mand, der var villig til at ofre sit eget liv, smed bomber mod tre biler udenfor en bank. Han var den første, der døde. At skabe panik, angst og forvirring er en af strategierne, som Al-Shabaab benytter, så de kan gå videre til anden del af angrebet.

Kenyansk politi på hotellet.
Brændende biler under angrebet.
En politibetjent under angrebet.

På en overvågningsvideo kan man se tre maskerede mænd og én med åbent ansigt småløbe ind på området, mens de skyder omkring sig. De sigtede ikke efter bestemte mål, men skyderierne bidrog til kaosset.

Kropsdele sendt 40 meter gennem luften

Nogle af de første, der tog kampen op mod dem, var sikkerhedsfolk fra Australiens ambassade, der ligger i nærheden. Det lykkedes ikke sikkerhedsfolkene at standse dem. Og de vagter, der skulle beskytte hotellet, tog flugten, efter at der blev smidt granater efter dem.

En kvinde evakueres fra hotellet.

Derefter gik de fire ind på hotellet, hvor skyderierne fortsatte. Denne gang med gæster og ansatte som mål. Ifølge The Standard detonerede en af dem noget sprængstof, der var fastspændt til hans krop. Hans kropsdele blev fundet 40 meter væk.

På dette tidspunkt var deres mission sådan set fuldført: De havde slået tilfældige mennesker ihjel, og hele verden sad tilbage og kunne på direkte tv følge det ragnarok, som angriberne havde skabt. Vi så, hvordan rædselsslagne mennesker løb for deres liv, og hvordan ambulancer kørte sårede til hospitalerne, som appellerede til folk om at donere blod.

Folk flygter fra hotellet.

Specialstyrker blev tilkaldt, og hvad der skete i de følgende timer er temmelig uklart, men der kunne høres skud inde fra hotellet. De kenyanske styrker fik på et tidspunkt assistance fra amerikanske og britiske specialister. Al-Shabaab sagde, at de stod bag.

Pårørende og venner kunne intet få at vide

Ud på aftenen hed det, at politiet havde fået kontrol med seks af hotellets syv etager, og før midnat gik indenrigsministeren på TV og forsikrede om, at det hele nu var under kontrol, og at kenyanerne kunne føle sig trygge igen.

Men det var en postgang for tidligt, for efter midnat lød der flere skud inde fra hotellet.

Udenfor havde familie og venner til dem derinde samlet sig for at høre nyt. Var de døde, var de sårede? Men intet kunne de få at vide, og deres frustrationer og vrede voksede.

En kvinde er krøbet i dækning efter en eksplosion i forbindelse med angrebet.

Først langt ud på natten, ved tre-tiden – altså tolv timer efter, at det begyndte – var der kontrol med situationen, og de sidste kom ud derfra. Onsdag morgen gik præsident Uhuru Kenyatta på TV og sagde det, man kan forvente af en præsident. Han sagde også, at angriberne var blevet ”elimineret”.

Har Kenya lært af sine erfaringer?

Det var slut. Mindst 15 døde. Antallet af sårede har vi ikke tal på. Og det lignede til forveksling den fremgangsmåde, der blev benyttet mod indkøbscentret Westgate i 2013. Hvilket også har fået folk op af stolene og spørge, om myndighederne overhovedet har lært af lektien fra dengang. Er efterretningstjenesterne gode nok? Er sikkerhedsforanstaltningerne?

Terroristerne lige før angrebet.
En af terroristerne på hotellet.
Terroristerne på vej ind på hotellet.

Der er gjort meget for at gøre tilværelsen sikrere siden dengang, men spørgsmålet er, om det ikke mest er spil for galleriet. Der er vagter alle vegne, ved indkøbscentre, forretninger og restauranter. Når man kører ind på en parkeringsplads, bliver man bedt om at åbne bagagerummet, men hvad hjælper det, hvis vagterne ikke forlanger at få åbnet de kufferter, som ligger der?

Desuden kan et par ubevæbnede vagter uden problemer hurtigt løbes over ende, hvis man opererer, som Al-Shabaab gør.

Det vil de blive ved med, så længe Kenya bekæmper dem inde i Somalia. En international styrke, Amisom, har til opgave at bekæmpe al-Shabab. Mange kenyanere så gerne, at Kenya trak sig ud af Amison, men intet tyder på, at det vil ske. Så det, der skete i går og i nat, er desværre formentlig noget, vi vil se igen.