Derfor råber de i parlamentet: Sådan foregår Brexit-afstemningen
Afstemningen om Storbritanniens fremtid begynder efter planen klokken 20 dansk tid. I første omgang afgøres den ved udråb.
Tirsdag skal det britiske parlament efter mange måneders forhandlinger sige ja eller nej til en aftale om at forlade EU.
Det er landets premierminister, Theresa May, og hendes regering, der har forhandlet aftalen om Storbritanniens udtræden af EU på plads med de øvrige EU-lande.
Afstemningen skulle have været gennemført i december, men Theresa May udskød den, da alt tydede på, at aftalen ville blive nedstemt.
Klokken 20 tirsdag aften dansk tid skal medlemmerne efter planen begynde afstemningen, og den kommer til at foregå på følgende måde:
Afstemningen om selve aftalen begynder først, når Underhuset har stemt om fire ændringsforslag, der bliver fremsat.
Underhusets formand vil først og fremmest bede medlemmerne om mundtligt at tilkendegive deres støtte til eller modstand mod aftalen.
Det foregår ved, at formanden beder de medlemmer, der støtter aftalen om at råbe "aye" (ja). De medlemmer, der er imod aftalen, vil modsat råbe "no" (nej).
Hvis formanden ikke tydeligt kan afgøre resultatet efter den mundtlige afstemning, sender han medlemmerne ud i to tilstødende kamre, hvor de så formelt skal afgive deres stemme.
Det ene kammer er for dem, der stemmer ja, det andet er for dem, der stemmer nej. Der udpeges optællere, der registrerer medlemmerne og deres stemme.
Derefter vender medlemmerne tilbage til parlamentssalen, hvor formanden meddeler resultatet af afstemningen.
Hvis der er stemmelighed, bliver formandens stemme den afgørende.
Hvis du vil vide mere om, hvilke mulige scemarier der er efter aftenens afstemning, kan du læse her:
Kilder: Sky News, parliament.uk og BBC