Dobbeltdrab i Marokko

Mor tror ikke på søns medvirken til drab på dansk kvinde

Politiet i Marokko tror, at en 25-årig mand trænede de mistænkte bag dobbeltdrabet i Marokko. Hans mor siger, at sønnen er psykisk syg.

Efterforskningen af dobbeltdrabet på de to skandinaviske kvinder i Marokko i december sidste år trækker spor 2700 kilometer væk fra gerningsstedet i Atlasbjergene til den lille schweiziske by Versoix, tæt på Geneve i det centrale Europa.

Her voksede den 25-årige spansk-schweiziske statsborger op, der nu er mistænkt for at have trænet de mænd, der mistænkes for at have begået dobbeltdrabet.

I hans pas står navnet Kevin Zoller Guervos, men ifølge det spanske dagblad El Mundo kalder han sig nu Abdellah, og marokkansk politi anklager ham for at have trænet de unge mænd, der udførte drabet på Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde Maren Ueland.

Alt, hvad de siger, er løgn

Ifølge moren til den 25-årige Kevin Zoller Guervos lyver de marokkanske myndigheder, når de beskylder hendes søn for at være terrorist og have del i det marokkanske dobbeltdrab.

Til den spanske avis El Mundo, der har kontaktet hende fra Madrid, fortæller hun, at hendes søn er uskyldig og forsøger at forklare, hvordan hendes søn i virkeligheden er:

- En ung mand, der havde det dårligt som teenager. Han mistede sin far, der var fra Colombia, som bare 15-årig. Han røg meget hash. Han brændte biler af og begik flere overfald, forklarer moren til El Mundo.

I det spanske dagblad citeres moderen kun med sit fornavn Gema.

TV 2 har været i kontakt med journalisten, der har skrevet artiklen, og han bekræfter, at han har talt med familien til Kevin Zoller Guervos.

Fra ungdomskriminel til troende muslim

Kevin Zoller Guervos endte på et ungdomshjem, hvor de gav ham valget mellem at læse i biblen eller Koranen. Han valgte Koranen, og han har bagefter forklaret, at han takket været bogen indså, at han levede sit liv forkert.

Kevin Zoller Guervos konverterede til Islam og bad hver dag om tilgivelse for alle de dumheder, han havde begået.

- Efter han kom ud af ungdomscentret, begyndte han at komme meget i en moské, siger moren til El Mundo. Hun forklarer også, at hun aldrig oplevede sin søn optræde på en måde, der gjorde hende mistænksom.

Forbindelser til andre celler

Ifølge den marokkanske avis Le 360 er politiet overbevist om, at Kevin Zoller Guervos har en ekstremistisk og voldelig ideologi, og at han har forsøgt at hjernevaske unge mænd til at begå terror mod marokkanske sikkerhedsmyndigheder og turister.

Avisen citerer en erklæring fra det særlige marokkanske antiterrorpoliti, BCIJ, for, at den spansk-schweiziske statsborger har uddannet de hovedanklagede marokkanere i sagen om dobbeltdrabet til at begå terror.

Han mistænkes blandt andet for at have undervist dem i at skyde, men BCIJ har ikke beviser for, at Kevin Zoller Guervos deltog direkte i planlægningen af dobbeltdrabet.

Det spanske dagblad El Mundo skriver desuden, at politiet, der efterforsker sagen i Marokko, mener, at Kevin Zoller Guervos og to venner (der også er arresteret) igennem længere tid via sociale medier har forsøgt at rekruttere unge mænd til terror.

De forsøgte blandt andet at overbevise indvandrere på vej gennem Marokko til Europa om at begå terrorisme. Politiet efterforsker også forbindelser til celler i Marokko og Spanien.

Lederen af efterforskningen, Abdelhak Khiame, der er direktør for BCIJ, siger til det marokkanske medie Medias24, at Kevin Zoller Guervos har været en slags mentor for mændene bag dobbeltdrabet.

Hjemme i Schweitz, da drabet blev begået

Men hjemme i Schweiz kan Kevin Zoller Guervos mor ikke få politiets anklager til at hænge sammen.

Det er umuligt, at han har haft noget med dobbeltdrabet at gøre, mener hun.

Sønnen har boet i Marokko siden 2015, hvor han flyttede til, efter han fik tildelt en pension, fordi han blev erklæret psykisk syg. Han havde oplevet, at dæmoner fortalte ham, hvad han skulle gøre.

Før jul var han i Schweiz. Fra 15. til 19. december var han hjemme hos moderen med hustru og barn.

- De skulle have ordnet nogle papirer hurtigt, så de kunne fortsætte med at rejse frem og tilbage mellem Europa og Marokko, og derefter ville de rejse hjem med det samme. Og drabet blev begået 17. december, forklarer Kevin Zoller Guervos mor til El Mundo.

Vennerne forstår intet

I Marokko efterforsker politiet fortsat drabet på 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og den 28-årige Maren Ueland.

Kevin Zoller Guervos blev stillet for en såkaldt undersøgelsesdommer i sidste uge sammen med seks andre arresterede. Her sigtede anklagemyndigheden dem for at forberede terrorhandlinger og træne folk til at deltage i terrorhandlinger.

Og hjemme i Schweiz forstår tidligere venner af Kevin Zoller Guervos ikke, at han nu står anklaget i en terrorsag.

De kender ham som en rod, medlem af en lokal hooligan-gruppe. En ung mand, der altid var oppe at slås og altid havde problemer. Derfor var det meget mærkeligt, da han pludselig blev troende muslim. Siden han flyttede til Marokko for fire år siden, har de intet hørt til ham. Først nu, hvor han er endt bag tremmer, er der nyt.