Udland

Centralbankchef nægter at bøje sig for Trump

Centralbankens leder, Jerome Powell, konstaterede fredag, at den amerikanske økonomi er stærk lige nu.  Carlos Barria / Ritzau Scanpix

Trump kritiserer leder af centralbank for rentestigninger og skulle ifølge medier have undersøgt, om han har magt til at fyre.

Lederen af USA's centralbank, Jerome Powell, siger, at han ikke vil træde tilbage. Heller ikke hvis præsident Donald Trump beder ham om at gøre det. 

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Centralbankens leder fik tidligere fredag spørgsmålet under et pressemøde i Atlanta.

- Nej, lød hans korte svar, da han blev spurgt, om han vil træde tilbage, hvis Trump beder ham om det.

Beskyldt for at skade økonomien

Trump udpegede i februar sidste år Jerome Powell som ny chef for centralbanken. Men efterfølgende har præsidenten af flere omgange udtrykt sin irritation over, at Powell sammen med sin bestyrelse i centralbanken har gennemført flere renteforhøjelser.

I den forbindelse har Donald Trump også beskyldt bankens leder for at skade det økonomiske opsving i USA.

Amerikanske medier har rapporteret, at præsidenten i julemåneden spurgte sine rådgivere, om han har magt til at afsætte Powell.

Rente skal forhindre overophedning

Centralbanken hæver typisk renten, når der er ved at komme for meget fart på økonomien. Ellers kan det føre til en overophedning og et pludseligt kollaps i samfundsøkonomien.

Powell konstaterede fredag, at den amerikanske økonomi er stærk lige nu. 

Tal for beskæftigelsen, som kom tidligere på dagen, viste, at der i december blev skabt 312.000 nye arbejdspladser i USA uden for landbruget. Tallet var overraskende højt og vil uden tvivl glæde præsidenten.

Men det kan samtidig være et varsel om, at den næste rentestigning kan være lige om hjørnet.