Udland

Nordkoreas ambassadør i Italien er forsvundet - hvor er han?

Jo Song-gil forsvandt få dage før, at hans tid som fungerende ambassadør var ovre. Nu spekuleres der i, om han er hoppet af.

Nordkoreas fungerende ambassadør Jo Song-gil i Italien er forsvundet.

Det siger et sydkoreansk parlamentsmedlem til avisen the Guardian.

Kim Min-ki siger, at ambassadørens embedsperiode var sat til at løbe ud i november, og at han og hans kone forsvandt fra ambassaden i Rom uden varsel i starten af november.

- I øjeblikket er han savnet sammen med sin kone, siger Kim Min-ki til pressen.

Rygter om asyl i Vesten

Den sydkoreanske avis JoongAng Ilbo skriver, at Jo har ansøgt om asyl i et vestligt land.

Avisens anonyme kilde indenfor diplomatiet siger, at de italienske myndigheder "beskytter ham et sikkert sted", mens man prøver at regne ud, hvad man skal stille op.

Oplysningerne er ikke blevet bekræftet, og torsdag skriver det italienske nyhedsbureau, Ansa, at Italien ikke har modtaget en asylansøgning fra en nordkoreansk embedsmand. 

- Vi ved bare, at hvis det er rigtigt, at denne person er hoppet af sammen med sin familie, er det en ekstremt pinlig situation for det nordkoreanske regime, siger TV 2's internationale korrespondent Rasmus Tantholdt.

Endnu en afhopper?

Den 48-årige Jo Song-gil har fungeret som ambassadør i Rom siden oktober 2017, hvor han tog over fra ambassadør Mun Jong-nam, der blev smidt ud af Italien som svar på en nordkoreansk atomprøvesprængning i strid med FN's resolutioner.

Det nordkoreanske regime forlanger som regel af diplomater, at de efterlader familiemedlemmer i Nordkorea - typisk børn - for at sikre sig mod, at de hopper af i udlandet.

- Der er straf til de familiemedlemmer, der er blevet hjemme i Nordkorea, hvis en diplomat eller andre hopper af, siger Rasmus Tantholdt.

Men Jo kom til rom i maj 2015 sammen med både kone og børn, skriver the Guardian.

- Det kan tyde på, at han har høje forbindelser i det nordkoreanske regime, forklarer han.

Sidste gang en nordkoreansk diplomat hoppede af var i 2016, da Thae Yong-ho forsvandt, mens han arbejdede på ambassaden i Storbritanniens hovedstad, London.

Thae sagde, at han gjorde det for at give sine tre børn en bedre fremtid, end de kunne få hjemme i Nordkorea.