Demokrater vil bruge nyt flertal - nu kommer undersøgelserne af Trump

Den nye kongres er taget i ed med et demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus, der vil udfordre præsident Trump med en stormflod af undersøgelser.

Præsident Trump begyndte det nye år med et 95 minutter langt tv-transmitteret møde med ministrene i sin regering. Hele vejen igennem mødet lå en plakat med et billede af Trump og ordene ’Sanctions are coming’ (sanktionerne kommer, red.) på bordet foran præsidenten. Et ordspil på det berømte udtryk om vinterens komme fra tv-serien Game of Thrones.

USAs præsident, Donald Trump, havde placeret plakat foran sig ved mødet i går.
USAs præsident, Donald Trump, havde placeret plakat foran sig ved mødet i går. Foto: Jim Young / Ritzau Scanpix

Hvorfor plakaten lå der, blev ikke forklaret. Trump annoncerede ingen nye sanktioner. Men præsidentens valg af bordudsmykning var uforvarende symbolsk - mørkere tider venter nemlig Trump. Ikke i form af sanktioner, men i form af undersøgelser af Trump og hans regering.

- De seneste to år har der ikke været nogen til at holde præsidenten til ansvar, intet eftersyn fra Kongressen. Det eftersyn vil vi nu sørge for. Og vi vil bruge retten til at stævne om nødvendigt, forklarede den nye formand for det juridiske udvalg, demokraten Jerry Nadler, til CBS News.

Demokraterne har mange mål - også Trumps skattepapirer

Startskuddet lød i dag, da den nye kongres blev taget i ed og demokraterne officielt overtog flertallet i Repræsentanternes Hus. Et flertal, der giver dem retten til at igangsætte undersøgelser og udstede stævninger.   

Demokraternes Nancy Pelosi blev i dag flertalsleder i Repræsentanternes Hus.
Demokraternes Nancy Pelosi blev i dag flertalsleder i Repræsentanternes Hus. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Blandt de første demokratiske mål er Trump-administrationens ageren i forhold til adskillelsen af migrantfamilier ved grænsen og et blokeret nummer, som præsidentens søn, Donald Trump jr., ringede til under valgkampen. Demokraterne vil også undersøge, om Trump brød de amerikanske kampagnelove ved at betale pornoskuespillerinden Stormy Daniels for at tie om en angivelig affære, ligesom de har varslet undersøgelser af, hvordan den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, og Trumps svigersøn, Jared Kushner, fik deres sikkerhedsgodkendelser.

Listen er meget længere. Efter to tumultariske år med Trump i spidsen for et republikansk flertal i Kongressen har demokraterne samlet til bunke.

Selv Trumps hidtil hemmeligholdte skattepapirer vil demokraterne bruge deres nye magt til at få frem i lyset, selvom det nok ikke vil ske som noget af det første.

Trump i krigslignende positur

Det Hvide Hus udsendte i dag en klar advarsel til demokraterne om ikke at misbruge deres nyvundne magt og tilbage i november sagde præsident Trump, at han var klar til at tage en ’krigslignende positur’.

- De kan spille det spil, men vi kan spille det bedre, fordi vi har en ting, der hedder det amerikanske senat og mange mistænkelige ting er blevet gjort med lækager af klassificeret materiale og mange andre elementer, som ikke skulle være sket. Jeg kan se, at det kan blive ekstremt godt for mig politisk, fordi jeg tror, at jeg er bedre til spillet, end de er, faktisk, men det finder vi ud af, sagde Trump på et pressemøde kort efter midtvejsvalget.  

Ved indsættelsen af det nye senat i dag – hvor republikanerne har udbygget deres flertal – sagde den republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, at han ser store muligheder for at vedtage lovgivning på tværs af den politiske midterlinje. Men han stillede spørgsmålstegn ved, om det nye demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus ville samarbejde for at undgå stilstand eller bruge deres tid på at gå efter præsidenten.

God regeringsførelse eller politisk teater? Offentlighedens interesse eller politisk vrede? Lovgivning eller præsidentiel chikane, remsede McConnell op.

Balancegang for den demokratiske ledelse

Det er kritik, som den demokratiske ledelse er opmærksom på. Den nyvalgte flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har flere gang sagt, at Kongressens rolle nok er at se præsidenten efter i sømmene. Og det vil hun stå i spidsen for. Men der er grænser for, hvor langt de skal gå til at begynde med.

Det gælder blandt andet spørgsmålet, om der skal igangsættes en rigsretssag mod præsidenten. Flere af de nyvalgte kongresmedlemmer førte kampagne på gå direkte efter at få Trump fjernet. De mener, at der allerede er nok beviser mod præsidenten.

En af dem er det californiske kongresmedlem Brad Sherman, som allerede på Kongressens åbningsdag har introduceret et lovforslag om at stille Trump for en rigsret. Han beskylder blandt andet Trump for at have forhindret rettens gang ved at fyre tidligere FBI-direktør James Comey i 2017.

Brad Sherman.
Brad Sherman. Foto: Brendan Smialowski / Scanpix Denmark

- Der er ingen grund til at det her forslag ikke skal behandles i Kongressen, sagde Sherman til Los Angeles Times.

- Hver dag viser Donald Trump, at hans afgang fra Det Hvide hus ville være det bedste for vores land.

Det er ikke første gang, at Sherman fremlægger forslaget. Og igen – selv med et flertal bag sig – vil den demokratiske ledelse skubbe lovforslaget til siden. Nancy Pelosi gentog i et interview igen i dag, at enhver beslutning om at starte en eventuel rigsretssag mod præsident Trump må afvente og følge de oplysninger, der kommer frem i den store Ruslands-undersøgelse ledet af den særlige anklager Robert Mueller.

- Vi må vente og se, hvad der sker med Mueller-rapporten. Vi skal ikke starte en rigsretssag alene af politiske grunde, og vi skal ikke undgå en rigsretssag af politiske grunde. Så, vi må vente at se, hvad der kommer frem, sagde Nancy Pelosi.

En af de ting, som Nancy Pelosi frygter er at blive set som en blodhund, der går efter stort som småt, så længe det har præsidentens aftryk. At spille ind i Trumps retorik om, at demokraterne er ude i en heksejagt.

Samtidig skal hun balancere krav om at være en stærk modvægt til Trump. Både fra demokratiske vælgere, men også fra en højtråbende, progressiv fløj i partiet - der efter midtvejsvalget kun er blevet stærkere – som ønsker en langt mere hård linje overfor Det Hvide Hus.

Tilbage står Trump, der kan se frem til at få sine politiske prioriteter skudt ned på stribe i en splittet kongres og samtidig må acceptere en virkelighed, hvor hans administration og nærmeste rådgivere vil være under konstant pres af de undersøgelser, som demokraterne sætter i gang.