Udland

Elizabeth Warren gør klar til at udfordre Trump

Elizabeth Warren er en af de store kritikere af Donald Trump, som ofte har kaldt hende Pocahontas.

Den demokratiske senator Elizabeth Warren tager formelle skridt til at blive kandidat ved USA's valg i 2020.

Den amerikanske senator Elizabeth Warren har mandag taget skridt til at etablere en undersøgelseskomité, der skal fungere som hendes base, hvis hun stiller op til det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Når hun har sådan en komité, kan hun hurtigt begynde at indsamle penge til sin kampagne.

Warren er 69 år og valgt i delstaten Massachusetts for Demokraterne.

- Amerikas mellemklasse er under angreb, siger hun i en videobesked, der er lagt på Twitter.

Kritiker af Trump

- Hvordan er vi kommet hertil? Milliardærer og store koncerner har besluttet, at de vil have mere af kagen, og de har hyret politikere, der kan give dem et større stykke.

- Enhver person i Amerika bør kunne arbejde hårdt og spille efter samme regler, klare sig selv og tage sig af dem, de elsker, siger Warren.

- Det er det, jeg kæmper for, og derfor opretter jeg undersøgelseskomitéen til præsidentvalget. Jeg har brug for jer sammen med mig.

Elizabeth Warren har været en af de store kritikere af præsident Donald Trump, der flere gange har drillet hende.

Han har kaldt hende Pocahontas, efter at Warren har erklæret, at hun har rødder blandt de oprindelige amerikanere, altså indianere.

Pocahontas var en indiansk kvinde, der levede i det 17. århundrede. Hun er kendt for sit møde med europæiske bosættere i Jamestown, der ligger i det nuværende Virginia.

Valg i november 2020

Det ventes, at der i løbet af året vil melde sig flere demokrater til kampen om Det Hvide Hus.

I foråret 2020 er der primærvalg i de amerikanske delstater, hvor Demokraternes endelige præsidentkandidat skal findes.

Det ventes, at Trump genopstiller som republikanernes kandidat. Om der melder sig andre republikanere, der forsøger at blive kandidat i stedet for Trump, vides endnu ikke.

Præsidentvalget er i november 2020.