Udland

Nye videoer frigivet - studerende støder ind i skoleskyder, før han myrder 17

Medie har gravet i skoleskyderi og sammenstykket, hvad der skete minut for minut. Politi troede, de kiggede på live-signal af pistolmands lokation.

Offentliggørelsen af nye optagelser fra en af de værste skolemassakrer i USA’s historie på skolen Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland i delstaten Florida 14. februar i år viser nu, hvordan politiet fra Broward County begik flere fejl, der kunne have forhindret 17 studerende og ansatte på skolen i at blive dræbt.

Det skriver det lokale medie The Sun Sentinel, der minut for minut har rekonstrueret de knap 58 minutter, der gik fra morderen - den tidligere elev, Nikolas Cruz - indfandt sig på skolen med en automatriffel til politiet havde gennemsøgt det sidste klasseværelse.

Nikolas Cruz, der efterfølgende har tilstået drabene, befandt sig kun på skolen i cirka otte minutter.

Oplysningerne har avisen stykket sammen med hjælp fra overvågningsvideoer, interviews, vidneforklaringer, betjentes kropskameraer, oplysninger fra en 407-siders lang rapport udfærdiget af en kommission samt opkald til alarmcentralen og radiokommunikation mellem betjente.

Og ifølge The Sun Sentinel er der tale om knap 58 minutters kaos, hvor betjente lavede flere graverende fejl.

Brandalarm sendte studerende ud på gangene

Ifølge avisen var den første fejl, at tre ansatte på skolen - på trods af observationer om en kendt tidligere studerende med en geværtaske - ikke reagerede hurtigt nok og fik igangsat en ’code red’ – en rød alarm, der skulle lukke skolen ned og blandt andet få eleverne til at blive i deres klasselokaler.

Det gælder blandt andet den ubevæbnede baseballtræner Andrew Medina, der observerede Nikolas Cruz, da han gik ind på skolens område med en våbentaske. Træneren havde netop låst gitrene til skolens område op, fordi de studerende kun havde 20 minutters undervisning tilbage af skoledagen, skriver Sun Sentinel.  

I stedet for en rød alarm gik brandalarmen på skolen i gang, og de mange studerende strømmede ud på skolens gange stik mod retningslinjerne.

Hvorvidt det var Nicolas Cruz eller andre, der igangsatte brandalarmen, er der forskellige meldinger om.

Således skød og dræbte Nicolas Cruz 11 på skolens første etage, mens seks blev dræbt på skolens tredje etage – på tredje etage blev de dræbte fundet på skolens gange og i trappeopgangen.

Advarer studerende, der kommer ud i trappeopgang

Myndighederne har i deres egen rapport peget på, at det lykkedes Nikolas Cruz at komme ind på skolens område, fordi låger og døre var ulåste – et klart brud på sikkerhedsreglerne.

I de nye videoer, som Sun Sentinel har offentliggjort, kan man se, at Nikolas Cruz, før skyderierne begyndte, befandt sig i en østlig trappeopgang i den ene af skolens bygninger. Her var han i gang med at lade våbnet, da en studerende i en lyseblå t-shirt kom ud i trappeopgangen.

Den studerende, Chris McKenna, stødte ind i gerningsmanden, men kom forbi ham uden at komme til skade.

Ifølge den studerende sagde Nikolas Cruz til ham, at han hellere må se at komme væk, da det om lidt bliver ”rodet."

17 personer blev dræbt, da Nikolas Cruz den 14. februar åbnede ild på en skole i Parkland i delstaten Florida - han advarede studerende om at komme væk. Video: Kasper Søgaard Alstrup

Den studerende alarmerede en anden ansat på skolen, der heller ikke igangsatte en rød alarm. Derefter kan man på et andet billede se, at Nikolas Cruz gik rundt i skolens gange.  

15 sekunder efter mødet mellem Nikolas Cruz og Chris McKennas møde i trappeopgangen, faldt de første skud ifølge The Sun Sentinel's gennemgang.

Betjente ventede med at gå ind

Scot Peterson, en betjent placeret på skolen og den eneste med et våben, fik efter skoleskyderiet massiv – også fra den amerikanske præsident Donald Trump - kritik for ikke med det samme at gå ind på skolen efter at have meldt om skyderi på skolen over radioen. I stedet søgte han i fem minutter dække udenfor skolen.

Men ifølge The Sun Sentinel - som har set betjentes kropskamera - gik syv betjente, der ankom til skolen efter meldinger om skyderi, heller ikke med det samme ind på skolen. Og det strider ifølge avisen mod betjentenes træning og generel praksis siden skyderiet på Columbine Universitet i 1999, hvor 13 mennesker blev skudt.

Faktisk gik betjentene først ind i bygningen, fem minutter efter de sidste skud havde lydt - og efter at Nikolas Cruz var længe væk.

Nikolas Cruz var længe væk, da politiet endelig gik ind i den bygning, hvor skoleskyderen havde dræbt 17 mennesker. Video: Kasper Søgaard Alstrup

Politi brugte gamle overvågningsbilleder

Ifølge avisen var en af de mere graverende fejl imidlertid, at politiet brugte skolens overvågningskamera til at lokalisere gerningsmanden, men i modsætning til, hvad flere betjente på stedet troede, blev billederne ikke sendt live, men derimod med 20 minutters forsinkelse. 

Mens politiet tror, at Nikolas Cruz befinder sig på første sal i skolebygningen, er han i virkeligheden ved at bestille drikkevarer på en McDonalds i nærheden. Signalet er nemlig forsinket med 20 minutter. Video: Kasper Søgaard Alstrup

Så da politiet havde opfattelsen af, at Nicolas Cruz befandt sig på anden etage i en af skolebygningerne, befandt han sig først i supermarkedskæden Walmart, hvorefter han bestilte drikkevarer på en McDonalds-restaurant i nærheden.

Forinden havde Nikolas Cruz smidt våbnet fra sig i trappeopgangen, og otte minutter efter han var ankommet til skolen, undslap han igen ved i første omgang at gemme sig blandt de evakuerede studerende.  

Nikolas Cruz flygter fra sin tidligere skole, hvor han i løbet af 5 minutter og 32 sekunder har affyret skud, der har dræbt 17 studerende og ansatte på skolen. Video: Kasper Søgaard Alstrup

Nikolas Cruz blev anholdt cirka en time efter skyderiet, da en betjent opdagede ham, mens han gik langs en vej cirka tre kilometer fra skolen.

Nye regler for betjente

Broward County har efter skoleskyderiet implementeret ændringer, herunder mere træning til politibetjente og de betjente, der er udstationeret på uddannelsessteder.

Samtidig er ordlyden i betjentes håndtering af pistolmænd blevet ændret fra ”kan gribe ind” til, at betjentene skal prøve at konfrontere aktive skytter.

I en udtalelse fra denne uge understreger sheriffen Scott Israel, at de nye tiltag blot er begyndelsen på en lang række ændringer, herunder gennemførslen af de nye tiltag som kommissionen, der har undersøgt skyderiet, har anbefalet.

- Der er tale om et midtvejspunkt, mens vi fortsætter med at finde løsninger på alle fund i forbindelse med vores myndighed, skriver sheriffen i udtalelsen ifølge nyhedsbureauet AP.

Den amerikanske præsident har efter skoleskyderiet foreslået, at lærere skal bevæbnes.