Vulkan er blevet over 200 meter lavere efter udbrud
Mellem 150 og 180 millioner kubikmeter vulkan er forsvundet i havet.
Vulkanen Anak Krakatau har mistet to tredjedele af sin højde, efter den gik i udbrud og skabte en tsunami, der kostede mere end 400 personer livet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den indonesiske vulkan plejede at have en højde på 338 meter, men efter udbruddet måler den kun 110 meter.
Sådan lyder vurderingen fra Indonesiens agentur for vulkanologi ifølge AFP. Agenturet estimerer, at mellem 150 og 180 millioner kubikmeter vulkan er forsvundet, efter store mængder sten og aske er skredet i havet.
- Anak Krakatoa er nu meget lavere. Vi kan normalt se toppen fra vores observationspost. Det kan vi ikke længere, siger Wawan Irawan fra vulkanologiagenturet til AFP.
Ikke advaret
Tsunamien ramte Indonesien mellem de store øer Sumatra og Java lørdag 22. december.
Flere end 420 personer blev dræbt, og 40.000 blev fordrevet, skriver nyhedsbureauet AP.
I langt de fleste tilfælde er det jordskælv, der forårsager tsunamier i Indonesien. Men det var ikke tilfældet med jordskælvet kort før jul. Derfor opfangede landets meteorologer ikke rystelserne og kunne ikke advare lokalbefolkningen, inden flodbølgen ramte land. Det har Dwikorita Karnawati, som er chef for at landets mereteologiske institut, fortalt.