Trump om døde børn ved grænsen: - Helt og holdent demokraternes skyld

16x9
Donald Trump. Foto: Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix

Hvis USA havde en mur, ville ulovlige indvandrere slet ikke forsøge at komme ind i landet, mener præsidenten.

Det er Demokraternes "ynkelige indvandringspolitik", der er skyld i de omtalte dødsfald ved USA's sydlige grænse, hvor to migrantbørn i løbet af et par uger er døde i amerikanske myndigheders varetægt.

Det hævder den amerikanske præsident, Donald Trump, på Twitter lørdag.

- At børn og andre dør ved grænsen, er helt og holdent Demokraternes skyld, skriver han.

Trump bebrejder partiets modstand mod den grænsemur, der var et af hans helt store valgløfter, og som han vil have opført for blandt andet at holde indvandrere, der "tror de kan komme ind i landet på ulovlig vis", ude.

- Hvis vi havde en mur, ville de ikke engang forsøge, skriver præsidenten.

To døde børn

Juleaftensdag døde en otteårig dreng fra Guatemala i de amerikanske myndigheders varetægt. En obduktion har siden vist, at drengen havde influenza.

Drengen var det andet migrantbarn, der døde i de amerikanske grænsemyndigheders varetægt på kort tid. 8. december døde en syvårig pige, som også var fra Guatemala, i amerikansk varetægt.

I en række tweets har præsidenten lørdag beklaget sig over, at Demokraterne ikke vil støtte hans plan om at bygge en mur langs grænsen til Mexico.

Også i de foregående dage har den omstridte mur været et af hovedtemaerne på præsidentens Twitter-profil.