Udland

Rusland får nyt supervåben i 2019, siger Putin

Vladimir Putin overværede testaffyringen af Avangard-missil på videolink fra det russiske forsvarsministeries kontrolcenter.

Det nye våben vil ifølge den russiske præsident gøre NATO og USA's forsvarssystemer ubrugelige.

Fra næste år bliver Ruslands våbenarsenal udvidet med det nye interkontinentale missil Avangard.

Det har den russiske præsident, Vladimir Putin, meldt ud på et regeringsmøde onsdag, efter han har overværet en testaffyring af missilet fra en af forsvarsministeriets bygninger i Moskva.  

- Testen, som netop er afsluttet, blev fuldført med succes, siger Vladimir Putin. 

Ifølge Kreml blev Avangard-missilet affyret fra Dombarovskiy Air Base i den sydlige del af Uralbjergene. Det har ramt og ødelagt det planlagte mål 6000 kilometer væk på Kura missiltestbane i det russiske fjernøsten.

Stilbillede fra videomateriale fra det russiske forsvarsministerie, som viser en testaffyring af det nye Avangard-missil, som skal tages i brug i 2019.

- Det er et stort øjeblik i de væbnede styrkers og landets liv. Rusland har skabt et nyt, strategisk våben, siger Vladimir Putin.

Avangard-missilet er et af de fem supervåben, som den russiske præsident luftede planer om for første gang i marts 2018. Det har ifølge russerne en topfart på 25.000 km/t. Det betyder, at hvis det eksempelvis bliver affyret fra Moskva, kan det nå København på under fem minutter. 

Når selve sprænghovedet er udløst, kan det både manøvres op og ned og fra side til side, så det kan styres uden om missilforsvarssystemer. Da Vladimir Putin fremlagde planerne i marts proklamerede han, at Avangard og de fire andre supervåben vil gøre NATO og USA's forsvarssystemer ubrugelige. 

Fejlagtigt at nedtone trussel om atomkrig

På præsidentens årlige pressemøde, som blev afholdt torsdag i sidste uge, stillede en russisk journalist et bekymret spørgsmål til Vladimir Putin.

Han frygter, at den amerikanske præsident, Donald Trumps, ønske om at trække USA ud af den nedrustningsaftale, som USA og Rusland indgik i 1987, kan føre til atomkrig. Derfor ville han vide, hvad Putin ville gøre for at berolige ham og hans søn. 

Men den russiske præsidents svar var ikke beroligende. I stedet svarede han, at han mener, det er en fejl, når truslen bliver nedtonet. 

- Hvis det rent faktisk sker, så vil det være enden på vores civilisation, ja, måske endda vores planet. Derfor er det et alvorligt spørgsmål, og det er meget uheldigt med denne tendens til at nedtone mere og mere, lød det fra Vladimir Putin til journalisten fra russisk tv.

De ord mener TV 2s Ruslands-korrespondent, Uffe Dreesen, vi skal tage alvorligt:

- Det er ikke beroligende, når Putin advarer om følgerne af en atomkrig. Det er et klart signal til amerikanerne om, at det er et farligt spil, de har gang i. Præsident Trump har jo opsagt aftalen, der skal begrænse antallet af mellemdistancevåben – INF-aftalen -  med den begrundelse, at russerne har udviklet en rakettype, der kan flyve meget længere, end den må ifølge aftalen, lød hans analyse torsdag.