Udland

Indonesien vil bygge nyt advarselssystem efter tsunami

Et af de områder, der blev hårdest ramt, var Pandanglang i Sundastrædet, hvor dette billede er taget.  Antara Foto / Ritzau Scanpix

Indonesien vil forbedre sit tsunami-beredskab efter den seneste flodbølge, der dræbte 429 personer.

Der var ingen advarsler fra myndighederne, da en tsunami ramte landet 23. december og dræbte mindst 429 mennesker. 

Det har givet anledning til selvransagelse i det ofte naturkatastroferamte land.

Derfor vil man nu investere i et nyt tsunami-varslingssystem. 

Den eksisterende teknologi overvåger jordskælv, men ikke undersøiske jordskred, som det der forårsagede tsunamien i Sunda-strædet.

Og det skal der fremover tages højde for.  

- Den nye mekanisme vil betyde, at vi kan opdage størrelsen på bølgerne, siger Iyan Turyana, talsmand for det lokale katastrofeberedskab til BBC

På øen Java opstod der tirsdag panik, da der blev råbt, at en ny tsunami var på vej. Video: Malene Sørensen

Intet varselssystem siden 2012

Eksperter tvivler på, at et nyt tsunamisystem havde forhindret de mange ofre.

Dertil fandt jordskredet under vand sted for tæt på land. 

En økonomisk indsprøjtning vil dog hjælpe.

De gamle bøjer, der koster tusindvis af dollars, har ikke været funktionsdygtige siden 2012 på grund af vandalisme og manglende vedligeholdelse. 

I Indonesien bedes indbyggerne nær de berørte områder stadig om at holde sig væk, da man frygter nye udbrud, der kan udløse tsunamier. 

Mindst 150 savnes fortsat og mindst 16.000 er blevet fordrevet. 

- Antallet af døde og omfanget af ødelæggelserne vil fortsætte med at stige, sagde talsmand for beredskabet Sutopo Purwo Nugroh mandag.