Udland

Minister sagde op i protest mod Trumps politik - nu bliver han erstattet før tid

Fra nytår bliver viceforsvarsminister Patrick Shanahan fungerende forsvarsminister i USA, meddeler Trump.

Præsident Donald Trump udpeger USA's nuværende viceforsvarsminister Patrick Shanahan til fungerende forsvarsminister fra 1. januar, meddeler Trump på Twitter.

- Det glæder mig at meddele, at vores meget talentfulde viceforsvarsminister Patrick Shanahan vil få titel af fungerende forsvarsminister fra 1. januar 2019, skriver Trump.

- Patrick har en lang række bedrifter bag sig som viceforsvarsminister og inden da hos Boeing. Han vil være god!

Syrien-beslutning gjorde udfaldet

Tidligere på ugen forlod James Mattis posten som forsvarsminister i protest mod Trumps beslutning om at trække alle amerikanske soldater hjem fra Syrien.

Mattis har sagt, at han ville blive på posten frem til februar for at sikre en ordentlig overdragelse. Men det bliver altså ikke tilfældet.

I det brev til Trump, hvor Mattis meddeler sin afgang, kritiserer den afgående forsvarsminister mellem linjerne præsidentens udenrigspolitik og hans behandling af USA's allierede. Det forklarede TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster forladen. 

Ifølge ham er Syrien-beslutningen kun én blandt mange eksempler, hvor præsidenten lægger en politisk kurs, som hans forsvarsminister ikke kan stå inde for.

- Hvis man nærlæser forsvarsministeren Jim Mattis opsigelsesbrev, fremgår det tydeligt, at præsident Trumps beslutning om at trække de amerikanske tropper ud af Syrien kun var dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger han.

Trump: IS er besejret

Det kom som en stor overraskelse, da Trump onsdag meddelte, at han anser Islamisk Stat for at være besejret og nu trækker de amerikanske styrker ud af Syrien.

Beslutningen har fået kritik fra flere sider, også fra Trumps egne partifæller.

Flere kongresmedlemmer har udtrykt bekymring for USA's allierede, særligt kurderne, der har kæmpet sammen med USA mod Islamisk Stat.

I et tweet søndag aften dansk tid skriver Trump, at han har drøftet "den langsomme og i høj grad koordinerede tilbagetrækning af amerikanske styrker fra området" i en telefonsamtale med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

De to præsidenter havde "en lang og produktiv samtale", hvor de blandt andet drøftede Islamisk Stat og "vort gensidige engagement i Syrien", skriver Trump.