Analyse: Trump gider ikke l√¶ngere v√¶re i Syrien og Afghanistan ‚Äď men hvad med Europa?

16x9
Donald Trump. Arkivfoto Foto: Michael Reynolds / Ritzau Scanpix

Præsidentens Syrien-beslutning har allerede fået vidtrækkende konsekvenser.

USA's præsident, Donald Trump, er ikke den store tilhænger af Amerikas militære tilstedeværelse i Syrien. Set i det lys er det ikke overraskende, at præsidenten har annonceret, at de godt 2000 amerikanske soldater vil blive trukket ud af landet hurtigst muligt.

Men hvis præsidenten troede, at han med annonceringen havde givet sig selv en tidlig politisk julegave, må han konstatere, at det modsatte har været tilfældet.

Fremfor at uddele gaver har præsidenten nu mistet sin garvede og respekterede forsvarsminister James Mattis som en direkte konsekvens af det seneste Twitter-stunt. Samtidig spreder frygten sig i de europæiske hovedstæder for, at amerikanske troppereduceringer i Afghanistan og måske også Europa kommer på tale inden længe.

Efterlyses: Præsidentiel pålidelighed

At pr√¶sidenten annoncerede tilbagetr√¶kningen p√• Twitter, er en bem√¶rkelsesv√¶rdig m√•de at kommunikere en s√• vidtr√¶kkende politisk beslutning p√•. Jeg ved godt, at vi har v√¶nnet os til Trumps uortodokse m√•de at f√łre politik p√• - det s√•kaldte Twitterdiplomati - men det betyder ikke, at vi ogs√• skal normalisere det. For n√•r jeg skriver bem√¶rkelsesv√¶rdig fremgangsm√•de, mener jeg selvf√łlgelig en bedr√łvende fremgangsm√•de.

Hvis der er √©n ting, der g√•r igen og igen, n√•r man besk√¶ftiger sig med udenrigspolitiske beslutningsprocesser, s√• er det, at p√•lidelighed v√¶gtes enormt h√łjt blandt stats- og regeringsledere. Den tidligere amerikanske diplomat Richard Haass har opsummeret kort og godt, hvorfor det forholder sig s√•dan.

Man skal simpelthen vide, hvor man har hinanden og v√¶re i t√¶t dialog, n√•r der skal tr√¶ffes vigtige beslutninger. Et t√¶nkt eksempel kunne v√¶re en milit√¶r tilbagetr√¶kning fra en krigszone i Mellem√łsten.

Tommelfingerreglen g√¶lder selvf√łlgelig i samme omfang indenrigspolitisk og for de interne beslutningsprocesser i en regering. Men denne uskrevne regel bl√¶ser pr√¶sident Trump p√•.

Kongressen, USA's lovgivende forsamling, blev ikke p√• forh√•nd orienteret om pr√¶sidentens beslutning. Det gjorde det amerikanske forsvarsministerium Pentagon heller ikke. Vel at m√¶rke det ministerium, som spiller hovedrollen i det amerikanske milit√¶rengagement i Syrien.

S√• sent som i onsdags udtalte Pentagons talskvinde, Dana White, at USA fortsat var milit√¶rt aktiv i Syrien, da Islamisk Stat ikke var nedk√¶mpet endnu.

Selvsamme dag annoncerede USA's præsident på et socialt medie, at Islamisk Stat var blevet besejret i Syrien, og at det var på tide at hente tropperne hjem.

Ingen interesse i at være verdens politimand

Disse ofte ikkeeksisterende beslutningsprocesser er en af forklaringerne bag, at forsvarsminister Mattis har valgt at fratræde sin stilling. Men oveni kommer der en principiel politisk uenighed med præsident Trump. En konsekvens af to vidt forskellige verdenssyn.

Præsident Trump mener, at terrororganisationen Islamisk Stat er nedkæmpet, og at USA dermed har opnået sit erklærede mål i Syrien. Mission accomplished. Derfor er det på tide at hente tropperne hjem og bruge pengene på at genopbygge USA.

I den forstand er Trumps beslutning konsistent. Forretningsmanden slog allerede under pr√¶sidentvalgkampen h√•rdt p√•, at han som pr√¶sident ikke ville prioritere langvarige milit√¶re operationer med soldater p√• landjorden samt efterf√łlgende genopbygning af diverse lande.

Pr√¶sidenten √łnsker kort sagt ikke, at USA skal spille rollen som 'verdens politibetjent'. Nu m√• det v√¶re op til andre nationer at tage kampen op, som Trump slog fast p√• Twitter.

Frygt for at efterlade et strategisk vakuum

Det er alts√• pr√¶sidentens rationale, og Trump er ganske uforst√•ende over for iagttagere, der ikke deler denne holdning. P√• Twitter h√¶nger han partikollegaen Lindsey Graham ud og undrer sig h√łjlydt over, at den republikanske senator ikke har det samme syn p√• sagen.

Men Graham st√•r langt fra alene med sin frygt for, at den amerikanske tilbagetr√¶kning kommer til at efterlade et strategisk vakuum. Den afg√•ende forsvarsminister Mattis er enig med ham. Det samme er den russiske oppositionspolitiker Garry Kasparov, som opsummerede frygten p√• Twitter: Ingen kan lide verdens politimand, men ingen vil ej hellere leve i et nabolag, hvor politiet ikke er tilstede ‚Äď for s√• er der nogen, som man bryder sig endnu mindre om, der udfylder dette tomrum.

Kernen i kritikernes anke er alts√•, at Rusland, Iran og Tyrkiet har nogle strategiske m√•l, der i h√łj grad ikke overlapper med USA's - b√•de i Syrien og ogs√• mere regionalt og globalt.

For kritikerne handler det amerikanske engagement i Syrien derfor i mindst lige s√• h√łj grad om at minimere den iranske og russiske indflydelse i regionen og at hj√¶lpe kurderne, som det handler om at nedk√¶mpe og besejre Islamisk Stat.

Ligeledes frygter kritikerne, at man ved at tr√¶kke tropperne ud skaber en situation, hvor USA inden l√¶nge vil blive n√łdt til at vende tilbage igen. At man ender med at forefinde en sikkerhedspolitisk situation, som man kunne have undg√•et ved en fortsat milit√¶r tilstedev√¶relse.

Skr√¶kscenariet er her pr√¶sident Obamas sk√¶bnesvangre beslutning om at tr√¶kke de amerikanske tropper ud af Irak i 2011 for s√• i 2014 at v√¶re n√łdsaget til at vende tilbage for at nedk√¶mpe terrororganisationen Islamisk Stat ‚Äď men nu i b√•de Irak og Syrien.

Modarbejder Mattis Trump?

Som s√• ofte med pr√¶sident Trump m√• tiden vise, om og hvordan beslutningerne bliver eksekvereret. Da √łnsket om milit√¶r tilbagetr√¶kning g√•r imod den g√¶ngse holdning blandt mange af pr√¶sidentens ministre og generaler, bliver det yderligere relevant at se, i hvor h√łj grad og hvor godt det amerikanske forsvarsministerium samarbejder med pr√¶sidenten. S√¶rligt med en forsvarsminister, der nu er p√• vej ud af vagten.

Det samme g√łr sig g√¶ldende for historierne i medierne om, at pr√¶sidenten inden l√¶nge ogs√• vil tr√¶kke en stor del af de godt 14.000 amerikanske soldater ud af Afghanistan.

Det kan lyde paradoksalt, men man kan ikke regne med, at forsvarsminister Mattis altid prompte udf√łrer de ordrer, pr√¶sidenten giver ham. Vi ved blandt andet fra journalisten Bob Woodwards seneste bog 'Fear', at forsvarsministeren gentagne gange har trodset eller som minimum ikke har haft travlt med at eksekvere pr√¶sidentens ordre, hvis han var uenig i dem.

Fra Mad Dog til Sad Dog

Men snart går den ikke længere.

Forsvarsministeren har meddelt sit exit, da hans holdninger p√• en r√¶kke afg√łrende sp√łrgsm√•l - i forhold til forsvarsalliancen NATO, hvordan USA skal behandle sine allierede og fjender, og ikke mindst USA's milit√¶re tilstedev√¶relse i Syrien og Afghanistan - ikke overlapper med pr√¶sidentens. En uenighed som fremg√•r direkte af ministerens opsigelsesbrev.

Men også en konsekvens af, at præsident Trump åbenbart ikke sætter sig ind i problemstillingerne. Modsat Mattis, der i 40 år har arbejdet i det amerikanske militær og er vidt belæst. Endnu en slet skjult kritik rettet mod verdens mest magtfulde mand i forsvarsministerens markante opsigelsesbrev.

James Mattis gik p√• mindre end to √•r som Trumps forsvarsminister fra at v√¶re kendt under √łgenavnet 'Mad Dog' til nu i frustration at forlade administrationen som en 'Sad Dog'.

Det er en f√łlelse, som mange af USA's europ√¶iske allierede - herunder Danmark -¬†vil kunne nikke genkendende til.

For hvis pr√¶sident Trump ikke l√¶ngere mener, at det er n√łdvendigt at have en st√¶rk milit√¶r tilstedev√¶relse i Syrien og Afghanistan, hvorfor skulle verdens mest magtfulde mand s√• se behovet for have den i Europa?