Analyse: Trump gider ikke længere være i Syrien og Afghanistan – men hvad med Europa?

16x9
Donald Trump. Arkivfoto Foto: Michael Reynolds / Ritzau Scanpix

Præsidentens Syrien-beslutning har allerede fået vidtrækkende konsekvenser.

USA's præsident, Donald Trump, er ikke den store tilhænger af Amerikas militære tilstedeværelse i Syrien. Set i det lys er det ikke overraskende, at præsidenten har annonceret, at de godt 2000 amerikanske soldater vil blive trukket ud af landet hurtigst muligt.

Men hvis præsidenten troede, at han med annonceringen havde givet sig selv en tidlig politisk julegave, må han konstatere, at det modsatte har været tilfældet.

Fremfor at uddele gaver har præsidenten nu mistet sin garvede og respekterede forsvarsminister James Mattis som en direkte konsekvens af det seneste Twitter-stunt. Samtidig spreder frygten sig i de europæiske hovedstæder for, at amerikanske troppereduceringer i Afghanistan og måske også Europa kommer på tale inden længe.

Efterlyses: Præsidentiel pålidelighed

At præsidenten annoncerede tilbagetrækningen på Twitter, er en bemærkelsesværdig måde at kommunikere en så vidtrækkende politisk beslutning på. Jeg ved godt, at vi har vænnet os til Trumps uortodokse måde at føre politik på - det såkaldte Twitterdiplomati - men det betyder ikke, at vi også skal normalisere det. For når jeg skriver bemærkelsesværdig fremgangsmåde, mener jeg selvfølgelig en bedrøvende fremgangsmåde.

Hvis der er én ting, der går igen og igen, når man beskæftiger sig med udenrigspolitiske beslutningsprocesser, så er det, at pålidelighed vægtes enormt højt blandt stats- og regeringsledere. Den tidligere amerikanske diplomat Richard Haass har opsummeret kort og godt, hvorfor det forholder sig sådan.

Man skal simpelthen vide, hvor man har hinanden og være i tæt dialog, når der skal træffes vigtige beslutninger. Et tænkt eksempel kunne være en militær tilbagetrækning fra en krigszone i Mellemøsten.

Tommelfingerreglen gælder selvfølgelig i samme omfang indenrigspolitisk og for de interne beslutningsprocesser i en regering. Men denne uskrevne regel blæser præsident Trump på.

Kongressen, USA's lovgivende forsamling, blev ikke på forhånd orienteret om præsidentens beslutning. Det gjorde det amerikanske forsvarsministerium Pentagon heller ikke. Vel at mærke det ministerium, som spiller hovedrollen i det amerikanske militærengagement i Syrien.

Så sent som i onsdags udtalte Pentagons talskvinde, Dana White, at USA fortsat var militært aktiv i Syrien, da Islamisk Stat ikke var nedkæmpet endnu.

Selvsamme dag annoncerede USA's præsident på et socialt medie, at Islamisk Stat var blevet besejret i Syrien, og at det var på tide at hente tropperne hjem.

Ingen interesse i at være verdens politimand

Disse ofte ikkeeksisterende beslutningsprocesser er en af forklaringerne bag, at forsvarsminister Mattis har valgt at fratræde sin stilling. Men oveni kommer der en principiel politisk uenighed med præsident Trump. En konsekvens af to vidt forskellige verdenssyn.

Præsident Trump mener, at terrororganisationen Islamisk Stat er nedkæmpet, og at USA dermed har opnået sit erklærede mål i Syrien. Mission accomplished. Derfor er det på tide at hente tropperne hjem og bruge pengene på at genopbygge USA.

I den forstand er Trumps beslutning konsistent. Forretningsmanden slog allerede under præsidentvalgkampen hårdt på, at han som præsident ikke ville prioritere langvarige militære operationer med soldater på landjorden samt efterfølgende genopbygning af diverse lande.

Præsidenten ønsker kort sagt ikke, at USA skal spille rollen som 'verdens politibetjent'. Nu må det være op til andre nationer at tage kampen op, som Trump slog fast på Twitter.

Frygt for at efterlade et strategisk vakuum

Det er altså præsidentens rationale, og Trump er ganske uforstående over for iagttagere, der ikke deler denne holdning. På Twitter hænger han partikollegaen Lindsey Graham ud og undrer sig højlydt over, at den republikanske senator ikke har det samme syn på sagen.

Men Graham står langt fra alene med sin frygt for, at den amerikanske tilbagetrækning kommer til at efterlade et strategisk vakuum. Den afgående forsvarsminister Mattis er enig med ham. Det samme er den russiske oppositionspolitiker Garry Kasparov, som opsummerede frygten på Twitter: Ingen kan lide verdens politimand, men ingen vil ej hellere leve i et nabolag, hvor politiet ikke er tilstede – for så er der nogen, som man bryder sig endnu mindre om, der udfylder dette tomrum.

Kernen i kritikernes anke er altså, at Rusland, Iran og Tyrkiet har nogle strategiske mål, der i høj grad ikke overlapper med USA's - både i Syrien og også mere regionalt og globalt.

For kritikerne handler det amerikanske engagement i Syrien derfor i mindst lige så høj grad om at minimere den iranske og russiske indflydelse i regionen og at hjælpe kurderne, som det handler om at nedkæmpe og besejre Islamisk Stat.

Ligeledes frygter kritikerne, at man ved at trække tropperne ud skaber en situation, hvor USA inden længe vil blive nødt til at vende tilbage igen. At man ender med at forefinde en sikkerhedspolitisk situation, som man kunne have undgået ved en fortsat militær tilstedeværelse.

Skrækscenariet er her præsident Obamas skæbnesvangre beslutning om at trække de amerikanske tropper ud af Irak i 2011 for så i 2014 at være nødsaget til at vende tilbage for at nedkæmpe terrororganisationen Islamisk Stat – men nu i både Irak og Syrien.

Modarbejder Mattis Trump?

Som så ofte med præsident Trump må tiden vise, om og hvordan beslutningerne bliver eksekvereret. Da ønsket om militær tilbagetrækning går imod den gængse holdning blandt mange af præsidentens ministre og generaler, bliver det yderligere relevant at se, i hvor høj grad og hvor godt det amerikanske forsvarsministerium samarbejder med præsidenten. Særligt med en forsvarsminister, der nu er på vej ud af vagten.

Det samme gør sig gældende for historierne i medierne om, at præsidenten inden længe også vil trække en stor del af de godt 14.000 amerikanske soldater ud af Afghanistan.

Det kan lyde paradoksalt, men man kan ikke regne med, at forsvarsminister Mattis altid prompte udfører de ordrer, præsidenten giver ham. Vi ved blandt andet fra journalisten Bob Woodwards seneste bog 'Fear', at forsvarsministeren gentagne gange har trodset eller som minimum ikke har haft travlt med at eksekvere præsidentens ordre, hvis han var uenig i dem.

Fra Mad Dog til Sad Dog

Men snart går den ikke længere.

Forsvarsministeren har meddelt sit exit, da hans holdninger på en række afgørende spørgsmål - i forhold til forsvarsalliancen NATO, hvordan USA skal behandle sine allierede og fjender, og ikke mindst USA's militære tilstedeværelse i Syrien og Afghanistan - ikke overlapper med præsidentens. En uenighed som fremgår direkte af ministerens opsigelsesbrev.

Men også en konsekvens af, at præsident Trump åbenbart ikke sætter sig ind i problemstillingerne. Modsat Mattis, der i 40 år har arbejdet i det amerikanske militær og er vidt belæst. Endnu en slet skjult kritik rettet mod verdens mest magtfulde mand i forsvarsministerens markante opsigelsesbrev.

James Mattis gik på mindre end to år som Trumps forsvarsminister fra at være kendt under øgenavnet 'Mad Dog' til nu i frustration at forlade administrationen som en 'Sad Dog'.

Det er en følelse, som mange af USA's europæiske allierede - herunder Danmark - vil kunne nikke genkendende til.

For hvis præsident Trump ikke længere mener, at det er nødvendigt at have en stærk militær tilstedeværelse i Syrien og Afghanistan, hvorfor skulle verdens mest magtfulde mand så se behovet for have den i Europa?