Putin advarer om atomkrig mod USA: - Hvis det rent faktisk sker, så vil det være enden på vores civilisation

Rekordmange journalister havde meldt deres ankomst, da Ruslands præsident torsdag holdt sit årlige pressemøde, der er kendt for at vare i flere timer.

Det hele startede med, at en kæmpe storskærm viste en video med billeder fra nogle af de største begivenheder i Vladimir Putins liv som præsident i 2018. Her kunne man blandt andet se præsidenten med den ikoniske VM-pokal i hænderne ved fodbold-VM i Rusland i sommer.

Da videoen var slut, trådte dagens hovedperson ind på scenen.

I alt 1702 journalister fra nær og fjern var ifølge det statslige nyhedsbureau Tass akkrediteret til det årlige pressemøde, som en enkelt gang tidligere har varet i fire timer og 40 minutter. 

Antallet af journalister er ifølge Tass en ny rekord, og dem, der havde fået en plads i salen, kunne række skilte i vejret i håb om, at netop de fik chancen for at stille Vladimir Putin et spørgsmål.

En af dem, der fik chancen, var en journalist fra russisk stats-tv, som var bange for en atomkrig med USA. Han ville vide, hvad præsidenten ville gøre for at berolige hans lille søn.

Spørgsmålet om atomkrig er aktuelt, fordi USA har sagt, at de vil trække sig fra nedrustningsaftalen INF, hvis Rusland ikke ændrer kurs.

Nedrustningsaftalen blev indgået i 1987 og medførte, at USA og det daværende Sovjetunionen fjernede tusindvis af mellemdistanceraketter med atomsprænghoveder. Men USA mener ikke, at Rusland overholder aftalen. Ligesom Rusland i øvrigt ikke mener, USA overholder deres del af aftalen.

Det var derfor heller ikke beroligende ord, som præsident Putin havde til journalisten og hans søn.

I sit svar advarede Vladimir Putin om den stigende trussel for en atomkrig. En trussel, præsidenten fejlagtigt mener bliver nedtonet.   

- Hvis det rent faktisk sker, så vil det være enden på vores civilisation, ja, måske endda vores planet. Derfor er det et alvorligt spørgsmål, og det er meget uheldigt med denne tendens til at nedtone mere og mere, lød det fra Vladimir Putin til journalisten fra russisk tv.

Lyn-analyse

Det er ikke beroligende, når Putin advarer om følgerne af en atomkrig. Det er et klart signal til amerikanerne om, at det er et farligt spil, de har gang i. Præsident Trump har jo opsagt aftalen, der skal begrænse antallet af mellemdistancevåben – INF-aftalen -  med den begrundelse, at russerne har udviklet en rakettype, der kan flyve meget længere, end den må ifølge aftalen.

Senere sagde Vladimir Putin dog også, at han ønsker at få normaliseret forholdet til amerikanerne. 

Kritik fra ukrainsk journalist

På forhånd havde Kreml-talsmanden, Dmitrij Peskov, på stats-tv lovet, at journalisterne kunne spørge om hvad som helst. Og det selvom russiske medier ifølge talsmanden ofte oplever, at det ikke er tilfældet, når de arbejder i udlandet.

Et af de betændte emner, som Vladimir Putin blev spurgt til, var konflikten med nabolandet Ukraine. Ukraine har indført undtagelsestilstand, efter at Rusland i november angreb og tilbageholdt tre flådefartøjer og deres besætninger ved Kertj-strædet.

Fra scenen beskyldte Vladimir Putin den ukrainske præsident Petro Porosjenko for at have fremprovokeret episoden i november. Ifølge Vladimir Putin gjorde Petro Porosjenko det i håb om at forbedre sine chancer ved næste års præsidentvalg i Ukraine, fordi den ukrainske præsident klarer sig dårligt i meningsmålingerne.

Det fik en ukrainsk journalist til at gå i flæsket på Putin og anklage ham for at ville påvirke det ukrainske valg, ligesom russerne, ifølge journalisten, gjorde ved det amerikanske valg i 2016.

Men Putin mente selv, at han bare forholder sig til, hvad han ser i meningsmålingerne.

Lyn-analyse

Putin leverer her den samme beskyldning, som russerne har ført frem, lige siden episoden med de ukrainske skibe, nemlig at det er ukrainerne, der har skylden. Selv om de to lande har en aftale, der deler farvandet og regulerer adgangen til Det Azovske Hav, så har russerne i realiteten indført en slags embargo, hvor man i kortere eller længere tid holder skibe med kurs mod de ukrainske havne tilbage. Det ligner et forsøg på at kvæle økonomien i den del af Ukraine, hvor Det Azovske Hav og Kertj-strædet er den eneste adgang til verdenshavene.

Putin tror på en bedre økonomi

Det var ikke kun Ruslands udenrigspolitik, der fyldte på pressemødet. Også den russiske økonomi blev vendt, og præsidenten har store drømme. Han tror på, at Rusland kan komme op på femtepladsen over verdens største økonomier.

- Det vigtigste er, at vi bliver nødt til at tilslutte os en ny liga rent økonomisk, lød det fra Vladimir Putin.

Lyn-analyse

Den russiske økonomi står i stampe og har gjort det længe, og det er noget, der bekymrer menige russere, der kæmper med at få pengene til at slå til. Putins analyse er helt i tråd med internationale økonomer. Landet er alt for afhængig af gas- og olieeksporten, der er behov for at udvikle en moderne økonomi, men selv om det har stået klart længe, så sker der ikke meget på den front. Eneste lyspunkt er landbrugssektoren, hvor russerne, i kraft af deres egne selv-pålagte sanktioner, har fået stimuleret den hjemlige produktion.

Lige nu indtager Rusland 12. pladsen på Den Internationale Valutafonds liste over verdens største økonomier.

Tidligere i december sagde Verdensbanken ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den russiske vækst de næste to år ser ud til at blive beskeden.

Der var også plads til et lidt mere kulørt emne - nemlig præsidentens privatliv. Vladimir Putin blev skilt fra sin kone i 2013, og på pressemødet ville han ikke afvise, at han en dag kunne finde på at gifte sig igen.

Den russiske præsident nåede ikke at slå sin egen rekord for, hvor langt det årlige pressemøde kan vare. Efter næsten tre timer og tre kvarter var seancen slut, og Vladimir Putin ønskede de mange fremmødte et godt nytår.