Udland

Deres søn kom hjem blind og døv fra Nordkorea - nu sagsøger de landet for en milliard dollars

En amerikansk advokat mener ikke, at det er sandsynligt, at der kommer noget ud af søgsmålet.

I marts 2016 blev den 21-årige amerikaner Otto Warmbier idømt 15 års strafarbejde for at stjæle en plakat af Nordkoreas landsfader, Kim Il-sung, fra et hotel.

Men efter 17 måneders fængsel og en forhandling af USA’s præsident, Donald Trump, kom den studerende hjem.

Det var dog ikke den samme unge mand, der kom hjem. Otto Wambier havde store skader på hjernen og havde ingen hørelse eller syn, da han havde ligget i koma i over et år. Seks dage efter døde han.

Nu sagsøger Otto Wambiers forældre, Cindy og Fred, Nordkorea for 1,05 milliarder dollars for at have forvoldt skade på deres søn samt yderligere 46 millioner dollars for familiens egen lidelse. Det skriver Washington Post.

- Vi er her, fordi vi ikke frygter Nordkoreas regime længere. Regimet har allerede gjort det værste, de kunne gøre, sagde Fred Wambier ved en føderal domstol onsdag ifølge avisen.

Blev en politisk brik

Beløbet kom frem onsdag og er en del af det civile søgsmål, som forældrene lagde i maj.

Det er muligt, fordi Trump-administration placerede Nordkorea på listen over ’sponsorer af terrorisme’ i november 2017. En særlig amerikansk lov, der skal forhindre statsstøttet terrorisme og give borgere mulighed for søgsmål.

I retten var familie samt venner til Otto Warmbier mødt op.

Familiens advokater mener, at Otto Warmbier blev brugt som en brik i en geopolitisk kamp. De mener, at han blev tvunget til en tilståelse, hvilket faldt sammen med de økonomiske sanktioner, USA pålagde Nordkorea på baggrund af nukleare tests.

Onsdagens retsmøde blev brugt på at indsamle beviser og vidneafhøringer fra eksperter. Nordkorea har endnu ikke svaret på søgsmålet.

Ifølge Robert Tolchin, der er advokat i Brooklyn, New York, og som har ført flere lignende sager, er det ikke sandsynligt, at forældrene får den store erstatning. Det skriver Cincinnati.com. Ifølge Tolchin har man ved lignende sager indefrosset udenlandske regeringers aktiver i USA. Men det er ikke muligt med Nordkorea, der er meget økonomisk isoleret, siger han.

Har afvist tortur

Nordkorea har flere gange afvist, at de skulle have tortureret Otto Warmbier.

De mener derimod, at han endte i koma efter at være blevet ramt af botulisme (pølseforgiftning, der typisk skyldes fordærvede fødevarer, red.), og fordi han havde taget en sovepille i marts 2016. 

Otto Warmbier var ellers en sund og rask mand, da han sammen med en gruppe rejste til Nordkorea i december 2015.

De ankom til Pyongyang 29. december 2015. Fire dage efter blev Otto Warmbier anholdt i lufthavnen, da gruppen var på vej ud af landet. Regimet mente, at han forsøgte at begå "fjendtlige handlinger" mod staten.

I februar 2016 tilstod han at have stjålet en plakat af Nordkoreas landsfader, Kim Il-sung, fra et hotel i hovedstaden Pyongyang, som han boede på sammen med sine rejsefæller.

Regimet mente, at hans handlinger foregik med den amerikanske regerings velsignelse og "med det formål at ødelægge landets enhed". Selvom en obduktion af liget af Otto Warmbier burde kunne give et muligt svar på, hvad der er årsag til hans hjerneskade og efterfølgende død, har hans familie ikke ønsket en, skriver CNN.

Læger fandt aldrig tegn på pølseforgiftning, men formoder, at Otto Warmbiers hjerneskader skyldtes en længere periode uden ilt til hjernen.

Warmbiers egen familie siger, at det var hårdt arbejde og tortur i Nordkoreanske arbejdslejre, der er skyld i deres søns død.