May advarer mod ny Brexit-afstemning

16x9
Theresa May ventes i dag at advare det britiske parlament mod at støtte en ny folkeafstemning om Brexit. Foto: Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

En ny folkeafstemning om Brexit vil splitte Storbritannien, mener landets premierminister, Theresa May.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil mandag advare medlemmer af det britiske parlament mod at støtte endnu en EU-folkeafstemning.

Det fremgår af en delvist offentliggjort tale, skriver nyhedsbureauet AFP.

Af talen fremgår det, at endnu en folkeafstemning ifølge May vil gøre uoprettelig skade på britisk politik.

- Lad os ikke ødelægge tilliden til det britiske folk ved at forsøge at iscenesætte endnu en afstemning. En folkeafstemning mere vil forvolde uoprettelig skade på vores politik og på vores integritet, vil May sige.

Tony Blair og Theresa May sammen under en mindehøjtidelighed for 100-året for Første Verdenskrig i november. Her deltog også de to tidligere premierministre Gordon Brown, John Major og Labours leder Jeremy Corbyn.
Tony Blair og Theresa May sammen under en mindehøjtidelighed for 100-året for Første Verdenskrig i november. Her deltog også de to tidligere premierministre Gordon Brown, John Major og Labours leder Jeremy Corbyn. Foto: Simon Dawson / Ritzau Scanpix

Tilbageslag ved topmøde

Den britiske premierministers forsøg på at gøre sin Brexitaftale mere acceptabel led et tilbageslag ved EU's topmøde om Brexit i Bruxelles. Her fik May at vide, at Brexit-aftalen ikke er åben for genforhandling.

May har advaret om, at det ender med et hårdt Brexit uden en aftale, hvis hendes aftale forkastes. Hun mener, at dette vil medføre et økonomisk chok, der kan føre til, at briterne så slet ikke kommer ud af EU.

Briterne stemte for at forlade EU ved en folkeafstemning i 2016.

Mange støtter ny folkeafstemning

Adskillige parlamentsmedlemmer har allerede tilkendegivet, at de støtter en ny folkeafstemning. Mandag vil May fortælle dem, at endnu en afstemning vil "splitte vores land, mere end det er nu".

Også den tidligere premierminister Tony Blair meddelte i London for få dage siden, at en folkeafstemning bør finde sted, da der i parlamentet ikke er flertal for hverken den ene eller den anden Brexit-løsning.

Det foreslag faldt dog ikke i god jord hos Theresa May, der straks tog til genmæle over for forgængeren udmelding. 

- En premierminister skal ikke lægge ansvaret fra sig, sagde May ifølge BBC, ligesom hun kaldte den tidligere Labour premierministers udtalelser for "en fornærmelse mod den post, som han engang havde".

Det fik Tony Blair, der var regeringschef i Storbritannien fra 1997 til 2007, til at afvise, at en ny folkeafstemning skulle være udemokratisk:

- Det er langt fra udemokratisk. Det ville være det modsatte, og der er også mange højtstående medlemmer af hendes eget konservative parti, som har sagt det samme, siger Blair. 

En ny folkeafstemning kræver ny lovgivning og udarbejdelse og godkendelse af regler for kampagner. Det tog syv måneder at få parlamentet til at godkende folkeafstemningen i 2016.