Udland

FN vedtager international flygtningepagt i New York

Forhandlingen omkring pagten begyndte allerede i 2016 ved et topmøde i netop New York

Kort efter at FN's migrationspagt blev vedtaget i Marrakesh, er en global flygtningepagt nu også indgået.

FN har mandag vedtaget en international flygtningepagt med et stort flertal - kun USA og Ungarn stemte imod.

Formålet med aftalen er at sikre, at både flygtninge og de lande, der skal huse flygtninge, er bedre stillet i fremtiden.

- Intet land skal være alene om at reagere på en stor tilstrømning af flygtninge, siger FN's Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, i en pressemeddelelse fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

Flygtningepagten vedtages, kort efter at en anden - mere omtalt - pagt, nemlig migrationspagten, blev vedtaget i Marrakesh.

Flygtningepagten udspringer i lighed med migrationspagten af et topmøde, som fandt sted i New York i 2016. Her blev alle FN's medlemslande enige om at udarbejde retningslinjer både for mennesker på flugt og for migranter.

Ikke juridisk bindende

Ved mandagens afstemning blev den globale pagt vedtaget med stemmerne 181 for og to imod. 

Den Dominikanske Republik, Eritrea og Libyen afstod fra at stemme.

I lighed med migrationspagten er flygtningepagten ikke juridisk bindende. 

I modsætning til migrationspagten har der på flygtningeområdet dog været mere lovgivning at læne sig op ad - ikke mindst flygtningekonventionen.

Derfor anses den for at være mindre kontroversiel.

- Flere skal tage imod kvoteflygtninge

Hos Dansk Flygtningehjælp skaber vedtagelsen af pagten stor glæde. Det siger organisationens generalsekretær, Christian Friis Bach.

- Den globale flygtningeaftale er den helt rigtige vej frem. I 2019 skal vi bruge aftalen til at sikre varige og bæredygtige løsninger for mennesker på flugt - ikke mindst for dem, der har været på flugt i mange år.

- Aftalen skal være med til at sikre, at verdens lande leverer mere, når det kommer til at tage imod kvoteflygtninge, sikre at tilbagevenden sker sikkert og værdigt, og ikke mindst at vi styrker og hjælper flygtninge, hvor end de er, siger Christian Friis Bach i en pressemeddelelse.