Terrorangreb i Strasbourg: Det ved vi - og det mangler vi stadig svar på

Den franske by Strasbourg blev tirsdag aften ramt af en skudepisode. Tre mennesker blev dræbt, og 14 såret, da en mand kom i ildkamp med politiet. 

square to 16x9
1 Tirsdag morgen Fransk politi forsøger at anholde en 29-årig mand i Strasbourg. Han er mistænkt for røveri, men var ikke hjemme.
2 Tirsdag cirka klokken 19.50 En mand, som politiet mener er den 29-årige, åbner ild på Rue de Orfevres nær et populært julemarked i byen.
3 Tirsdag mellem klokken 20 og 21 Gerningsmanden går mod Grand'Rue, der er et af Strasbourgs butiksstrøg. Han kommer i ildkamp med politiet. Flere civile bliver ramt af skud.
4 Tirsdag cirka klokken 21 Gerningsmanden flygter i en taxi. Chaufføren sætter ham af nær politistationen i Neudorf. Her er endnu en skudveksling med politiet, inden han undslipper.

Det ved vi om angrebet

En mand åbnede ild nær et populært julemarked i centrum af Strasbourg tirsdag omkring klokken 19.50.
I lidt over en time affyrede manden skud i området nær katedralen i Strasbourg. Flere forbipasserende blev ramt. 
Politiet kom i ildkamp med manden, og der lød skud i byen i omkring en time. 
Der meldes om to dræbte og 14 sårede.
Ifølge fransk politi slap gerningsmanden lettere såret væk i en taxi.
square to 16x9
Taxien kørte gerningsmanden til bydelen Neudorf tæt på den tyske grænse. Her blev han sat af nær en politistation, hvor der igen var en skudveksling med politiet.
Det lykkedes imidlertid gerningsmanden at undslippe.
Dele af Strasbourgs indre by blev lukket ned af politiet i forbindelse med skudepisoden - herunder Europaparlamentet, der ligger i udkanten af centrum. 
Gerningsmanden var onsdag eftermiddag stadig på fri fod, og han jages intenst af politiet i Frankrig.

Det ved vi om gerningsmanden

Ifølge fransk politi er gerningsmanden en 29-årig mand ved navn Cherif Chekatt.
Han kendt for 27 kriminelle forhold i tre forskellige lande.
Så sent som tirsdag morgen forsøgte betjente i Strasbourg at anholde ham i forbindelse med et røveri.
Den 29-årige mand var ikke hjemme, og da politiet ransagede hans lejlighed, fandt de våben og granater.
Cherif Chekatt er ifølge politiets oplysninger født i Strasbourg, og sikkerhedstjenesten har markeret ham som en mulig terrortrussel. 
Han har afsonet flere fængselsstraffe i såvel Tyskland som Frankrig, men ifølge Frankrigs viceindenrigsminister, Laurent Nuñez, er Cherif Chekatt ikke tidligere dømt for terrorrelateret kriminalitet.
Til gengæld har myndighederne registreret, at han er blevet radikaliseret under et fængselsophold.
Under angrebet hørte vidner ham råbe: "Gud er stor" på arabisk.

Det ved vi om ofrene

Tæpper til at dække ofrene ligger på fortovet i Strasbourg. Foto: Patrick Seeger / Ritzau Scanpix
Der har kun været sparsomme oplysninger om ofrene, og der har været forvirring om antallet.
På et tidspunkt var antallet af dødsofre oppe på seks døde - siden blev det justeret ned til to, men nu er det oppe på tre.
Thailandske medier nævner en 45-årig mand ved navn Anupong Suebsamarn som et af ofrene. Han menes at have været på ferie med sin hustru.
Derudover er der 13 sårede - heriblandt en af betjentene.
Ingen børn skal være kommet til skade.

Det mangler vi stadig svar på

  • Hvor er gerningsmanden?
  • Hvad var gerningsmandens motiv? 
  • Er der medsammensvorne?