Udland

Centerpartiet siger nej til Löfven som statsminister

- Jeg må desværre konstatere, at resultaterne ikke holder til et samarbejde, siger partileder Annie Lööf.

Centerpartiet siger nej til socialdemokraten Stefan Löfven som statsminister i Sverige.

- Vi ved alle, hvilken kompleks situation, og hvor låste positionerne er i Riksdagen. Vi har i de seneste døgn arbejdet dag og nat for at finde frem til et muligt samarbejde. Men jeg må desværre konstatere, at resultaterne ikke holder til et sådant samarbejde, siger Centerpartiets leder, Annie Lööf.

Ifølge svenske medier havde både Centerpartiet og Liberalerna interne møder søndag aften.

Lööf fremhævede, at hendes parti navnligt havde lagt vægt på reformkrav med grønne skatter og reformer af ejendomsmarkedet og arbejdsretten. Hun siger, at Socialdemokraterna var "for vage og upræcise".

Löfven aflægger rapport

Lööf beklager, at S ikke greb muligheden for et bredt og blokoverskridende samarbejde.

Löfven aflægger senere mandag rapport om forhandlingerne hos Riksdagens formand, talman Andreas Norlén.

Norlén ventes derefter at komme med en udmelding om, hvad der er det næste skridt i regeringsdannelsen.

De to centrumpartier og de tre rødgrønne partier vil frem for alt undgå, at Sverigedemokraterna får indflydelse på svensk politik. Partiet kom ved valget i september til at stå som tungen på vægtskålen mellem de to blokke.