Udland

Belgisk museum skal gøre op med menneske-zoos og massemord

Kolonitiden spøger stadig i Belgien, hvor genåbningen af landets Afrikamuseum har fået debatten til at rase.

- Et land, hvor de ti bud ikke findes.

Sådan beskrev forfatteren Rudyard Kipling landet Congo, som det så ud i slutningen af 1800-tallet.

Congo var på det tidspunkt den belgiske Kong Leopold II's personlige ejendom, selv om landet var 76 gange større end Belgien.

Med pisk og massemord holdt Leopold II landet i et jerngreb, mens han tjente styrtende på at udvinde gummi ved hjælp af tvangsarbejde.

Det anslås, at Kong Leopold II en overgang var verdens rigeste mand. Og det anslås, at omkring 10 millioner congolesere døde under hans regime.

Kongen blander sig ikke

Fire generationer senere: Det er 2018, Congo har været selvstændigt i 58 år, og Leopold II's brors tipoldebarn Phillipe sidder på den belgiske trone.

Kong Philippe skulle lørdag have været til en stor åbningsfest på Det Kongelige Museum for Centralafrika, det gamle belgiske kolonimuseum, der i denne weekend slår dørene op efter en fem år lang renovation.

Æresgæsten har dog været nødsaget til at melde afbud. Emnet er simpelthen for kontroversielt for kongen - ikke mindst på grund af en debat, der lige nu kører i Belgien, om nogle genstande på museet bør leveres tilbage til Congo.

- Klimaet er ikke det rette til et besøg. Kongen blander sig ikke i aktuelle debatter, lød det fra en talsmand for hoffet.

Send kunst tilbage til Congo

Men det er en fejl, at kongen ikke vil blande sig i debatten. Det mener Tracy Bibo-Tansia, som er belgier med congolesisk baggrund.

Du kan ikke stjæle noget og forvente, at ejeren ikke kommer og beder om at få det tilbage

Tracy Bibo-Tansia

- Jeg synes, kongen burde sige, at det godt kan være, hans forfader var god for Belgien og Bruxelles, men at de føler med congoleserne og deres smerte, siger hun.

Ifølge hende bør alle de genstande, som i sin tid blev stjålet af belgierne i Congo, leveres tilbage. Ikke nødvendigvis lige nu. Men der bør være en erkendelse af, at de tilhører Congo snarere end Belgien.

- Når Congo kommer og siger, at de vil have deres ting tilbage, skal vi give det tilbage. Du kan ikke stjæle noget og forvente, at ejeren ikke kommer og beder om at få det tilbage, siger hun.

Selvfølgelig skal vi skamme os

Detaljer om Leopold II's regime i Congo kom det internationale samfund for øre i starten af 1900-tallet. Det belgiske parlament så sig derfor i 1908 nødsaget til at købe Congo af kongen og i stedet drive det som en statslig koloni.

Den konstruktion fortsatte helt frem til 1960, hvor belgierne måtte give efter for kravet om uafhængighed.

Og op mod genåbningen af Afrikamuseet er det ikke kun tilbagelevering, der har været et tema, men også hvad belgierne i det hele taget skal mene om deres fortid som kolonimagt.

Om man uddannede eller udnyttede congoleserne. Om man skal skamme sig eller være stolt.

- Selvfølgelig skal vi skamme os som belgiere, siger Tracy Bibo-Tansia.

Det er dog ikke alle hendes landsmænd, der er enige.

På mode at kritisere kolonialismen

I en stor betonbygning et par hundrede meter væk fra Afrikamuseet mødes medlemmer af foreningen Mémoires du Congo et par gange om måneden.

Denne fredag formiddag er de omkring 30; de fleste af dem pensionister, der som i enhver anden seniorklub drikker kaffe og spiser hjemmelavede belgiske vafler.

Efter flere års renovering genåbner det omdiskuterede Afrikamuseum i Bruxelles. Det har igen sat gang i debatten om Belgiens kolonifortid.

Mange i foreningen er såkaldte 'gamle kolonialister' - folk, som har arbejdet i den belgiske koloniadministration i Congo og som insisterer på, at der også er gode ting at sige om kolonitiden.

Heriblandt André de Maere d'Aertrycke, der fra 1952 til uafhængigheden i 1960 arbejdede som distriktskommissær i Kivu-provinsen.

- Jeg føler personligt, at vi har lov til at være stolte over vores fortid. Det er på mode at kritisere kolonialismen, men jeg var der, og de positive aspekter var meget større end de negative, siger han.

Statuer i skammekrogen

André de Maere d'Aertrycke ærger sig over renoveringen af Afrikamuseet. For det var ikke kun bygningen, der fik et facelift i løbet af de fem år, hvor museet var lukket. Det samme gjorde budskabet.

Den skeptiske holdning til kolonitiden er blevet dominerende, og en række statuer, som museet mener "forherliger kolonialismen", er blevet flyttet fra den permanente udstilling til et rum i kælderen, hvor folk stadig kan se dem.

Fornægtelse af fortiden, mener de gamle kolonialister. Men helt naturligt ifølge museet selv.

- Dette er et depot, hvor vi på symbolsk vis begraver de statuer, der blev lavet til museet under kolonitiden, siger historiker på Afrikamuseet Bambi Ceuppens, mens hun peger på den lille indhegning af statuer.

Stereotypt billede af afrikanere

En af statuerne forestiller en såkaldt 'leopardmand', som blev brugt af kolonimagten til at forstærke indtrykket af, at de reddede congoleserne fra deres egne barbariske skikke, da de overtog landet.

- Det er statuer, som giver et stereotypt eller racistisk billede af afrikanere, og som vi derfor mener ikke længere har en plads i den permanente udstilling. De er fornærmende, siger Bambi Ceuppens.

Hun er derfor også glad for, at museet endelig har fået fornyet sit udtryk. Sidste gang, det gennemgik en stor forvandling, var i 50'erne, da Congo stadig var en koloni, og museet stadig var et kolonimuseum.

- Det er helt sikkert et bedre museum nu. Dårligere, end det var før, kunne det ikke blive, siger hun.

Startede som menneske-zoo

Historikeren træder ind i museets ikoniske kuppelsal, hvor flere af de pensionerede statuer stod før renoveringen.

- Dette rum er bygget som en slags katedral i Leopold IIʼs ære. I kuplen ser du hans anagram, LL, og det samme anagram står skrevet 45 gange på museets mure. Så han har i høj grad efterladt sig spor i denne bygning, siger hun.

Afrikamuseet blev nemlig bygget af ingen ringere end Leopold II.

Det hele startede til Verdensudstillingen i 1897 i Bruxelles. Her besluttede kongen at fragte en gruppe congolesere til byen, som skulle udstilles i en menneskelig zoo for at give belgierne et indblik i, hvordan der så ud i hans private afrikanske koloni.

De blev indhegnet i fire 'autentiske landsbyer' og fik besked på at sidde ved træhytter, der var bygget til lejligheden, eller ro frem og tilbage på søen i kano.

To af dem døde på vej til Belgien, og syv af dem døde, mens de var her. De fleste i august 1897, fordi der var koldere end sædvanligt, og de ikke var vant til det belgiske klima.

Byggekongen

Den menneskelige zoo lagde fundamentet til det egentlige museum, som Leopold II gik i gang med at bygge få år efter. 

Her lå den menneskelige zoologiske have i 1897.

Museet blev bygget for de penge, som kongen tjente i Congo. De store summer rakte dog videre endnu, og Leopold II fik i sidste ende tilnavnet 'byggekongen', fordi han med indtjeningen fra congolesisk gummi kunne anlægge store infrastrukturprojekter og prangende bygningsværker.

Ikke mindst Bruxelles er stadig præget af Leopold II's byggerier. Heriblandt den store triumfbue i Jubelparken, som paradoksalt nok var en hyldest til Belgiens egen selvstændighed i 1830.

Landsfader eller massemorder

Når man taler om Belgiens kolonitid, taler man således også om Leopold II. Og når belgierne er uenige om deres fortid, er de det også om ham.

Nogle ser ham som en landsfader, andre som en massemorder på linje med Hitler.

I mange belgiske byer står der statuer af Leopold II. Der har flere gange været debat om, hvorvidt de skulle rives ned og erstattes med noget andet, mens nogle af dem er blevet forsynet med en tekst om hans grusomheder. 

Fjern statuerne

Ikke mindst Leopold II's store rytterstatue ved kongepaladset i Bruxelles deler vandene, og den er flere gange blevet overhældt med rød maling og tagget med grafitti.

Tracy Bibo-Tansia kigger op på statuen og er ikke i tvivl:

- Jeg synes, vi skal fjerne statuerne og sætte dem på museum. Det handler om, hvad vi vil have i vores offentlige rum. Leopold II var en massemorder. Vi skal selvfølgelig ikke glemme ham, men vi skal heller ikke ære ham.

Hun hader ikke nødvendigvis Leopold II, men hun hader, at nogle stadig ser ham som en en god konge. Samtidig mener hun dog, at flere belgiere er ved at få øjnene op for kolonitidens grusomheder.

- I lang tid diskuterede folk ikke engang historien, og der blev ikke undervist i skolen, hvor man bare lærte, at Leopold II bragte civilisation til Congo. Jeg tror, at folk er mere åbne over for at tale om det nu, siger hun.