Udland

Trump vil have gammel kending som ny justitsminister

68-årige William Barr er præsident Trumps favorit som ny justitsminister. Ritzau Scanpix

William Barr sad også på posten under George H. W. Bush i 1990'erne.

USA's præsident har fredag udpeget sin kandidat til at overtage posten som amerikansk justitsminister.

Valget er faldet på 68-årige William Barr, der er en velkendt konservativ advokat. Hvis han bliver godkendt af Senatet, bliver det nemlig et gensyn med posten, som han også besad fra 1991 til 1993.

Dengang fungerede han som justitsminister under daværende præsident, George H. W. Bush.

Trump meddelte sit valg, da han talte med pressen foran Det Hvide Hus. Her kaldte han Barr for "en fantastisk mand, en fantastisk person, en strålende mand".

- Han var mit førstevalg fra dag ét. Respekteret af republikanere og respekteret af demokrater. Han bliver nomineret som justitsminister, og forhåbentlig bliver det en hurtig proces, fortalte præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Godkendes William Barr af Senatet, skal han erstatte den fungerende justitsminister, Matt Whitaker, der har varetaget funktionen, efter Trump i november fyrede sin justitsminister Jeff Sessions.

Får ansvaret for Rusland undersøgelse

Den republikanske senator Chuck Grassley, der er formand for retsudvalget i Senatet, roser Donald Trumps valg til posten.

Han beskriver William Barr som en "talentfuld, velrespekteret advokat, som har været engageret til at tjene offentligheden over hans lange karriere".

Barr er derfor "mere end velkvalificeret til at lede justitsministeriet igen", fastslår Chuck Grassley i en udtalelse ifølge CNN.

Som ny justitsminister vil han samtidig overtage tilsynet med Rusland-undersøgelsen, der skal afgøre, om personer fra Donald Trumps stab spillede en rolle i den påståede russiske indblanding i USA's præsidentvalg – og om præsident Trump selv har forsøgt at blande dig i den efterfølgende Rusland-undersøgelse.

Tidligere Fox-vært kan blive FN-ambassadør

Foruden at udpege sin kandidat til justitsministerposten har Donald Trump fredag også udpeget sin kandidat som ny FN-ambassadør til at erstatte Nikki Haley, som i oktober oplyste, at hun fratræder posten ved årsskiftet.

Det bliver nuværende talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, Heather Nauert.

Heather Nauert har tidligere været korrespondent og vært på den amerikanske TV-station Fox News. Hun har ingen tidligere erfaring i politik, skriver Reuters. 

Ligesom det er tilfældet med justitsministeren, kræver udnævnelsen af en ny FN-ambassadør godkendelse i Senatet.