Vegansk oprør ulmer i bøffens hjemland: Koen er lige så meget et kæledyr som hunden
Paula Suarez er veganer i et land, hvor man i gennemsnittet spiser 59,2 kilo ko om året per person.
I Uruguay er koen hellig.
Ikke på den indiske manér, hvor man undlader at slagte den. Nej, koen er hellig, fordi man smovser den ene hakkebøf, ribeye og mørbrad fra oksen ned efter den anden. Landet, der ligger klemt inde mellem Brasilien og Argentina, har ikke bare fire gange så mange køer som indbyggere. Landet er også økonomisk afhængigt af, at både ind- og udland smasker sig i kvæg. Går det køerne godt, går det uruguayerne godt.
Det mest skinbarlige eksempel på uruguayernes bøfbegejstring ses på de tørre tal fra USA’s landbrugsministerium og Uruguays nationale kødinstitut.
Måske spiser australiere og amerikanere mere kød per næse generelt, men når det kommer til oksekød, er der ingen, der slår uruguayerne. 59,2 kilo kørte hver enkelt borger - kvinde, mand og barn - ned i gennemsnit i 2017. Altså 119 pakker hakket oksekød af den fra det lokale supermarked. Det viser den seneste opgørelse foretaget af Uruguays kødinstitut – INAC. Tal fra USA’s landbrugsministerium må give anledning til panderynker blandt amerikanske landmænd. Sølle 57,3 kilos kødappetit kunne en gennemsnitlig amerikaner mønstre.
Og man ser det overalt i gadebilledet i Montevideo, landets hovedstad.
På byens største kødmarked, Mercado del Puerto, gør en slagter opmærksom på, at uruguayansk kød har nogle unikke kvaliteter, der gør det langt bedre end kød fra de evige konkurrenter fra Brasilien og Argentina. I Uruguay går køerne nemlig frit på græs, og bøfferne tilberedes over træ – ikke kul.
Men noget er i gære i bøfbegejstringens højborg.
For et stigende antal uruguayanere fortrækker nemlig at klappe koen frem for at fortære den. Stadig flere kødspisere konverterer til vegetarisme og veganisme.
Første demonstration for dyrevelfærd
En af dem, der har droppet den animalske proteinkilde, er 28-årige Paula Suarez, lærer på mellemskoletrin i landets hovedstad, Montevideo. TV 2 sætter hende i stævne et af de steder, hvor spørgsmålene til den enorme kødkonsumering er flest – på byens samfundsvidenskabelige fakultet.
- Der er tre veganske restauranter i Montevideo – uden for hovedstaden er der ikke nogen. Så du har bare at være glad for at lave mad, siger Paula Suarez med en let klukken.
Hun er glad, for det er kun få dage siden, hun var med til at arrangere den første dyrevelfærdsmarch gennem byens gader.
- Vi regnede med, vi ville blive 300, men vi endte med at være 1000, siger hun med slet skjult tilfredshed.
- Hvis ikke vi behøver oksekød, hvorfor så spise det?
Paula Suarez har ’kun’ været veganer i 1,5 år, men er et eksempel på den bevægelse, der rører sig med fortsat kraftigere styrke i landet. Det var lillebroren, der i en uge eksperimenterede med at droppe de animalske produkter, og da han ikke så sig tilbage, gav hun det et forsøg.
- Jeg var lidt mere forbeholden og startede med at være vegetar, men fandt hurtigt ud af, at jeg skulle være veganer.
Tre hensyn tæller for hende, når hun helt har droppet ikke kun bøf, men også mælk, æg og kylling.
- Det handler primært om retfærdighed for mig. Vi behøver ikke at spise kød, hvorfor så gøre det? Dertil kommer klimaaspektet. Regnskoven i Brasilien fældes, så køerne rundt om i verden kan få deres foder. Det vil jeg ikke være med til. Og så handler det også om kost. For mig er det sundere, lyder Suarez’ analyse.
Nul kødfri dage
Uruguay anses for at være – særligt efter sydamerikanske standarder - et progressivt land. Homoseksuelle kan gifte sig, der er fri abort, og en procent af alle offentligt ansatte skal være transkønnede. Men der snakkes ikke meget om kødfri dage. Det økonomiske hensyn skal tages, og 20 procent af landets eksport er oksekød. Læg dertil, at man også eksporterer levende køer i et mindre omfang.
Spiser en god uruguayaner ikke bøf?
- Det ville jeg have sagt for et år siden, og jeg er med på, at det er det, vi er kendt for, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan ændre det. Landmændene kunne omlægge produktionen og gro grønt og frugt i stedet for kød. Det er ikke et argument, at bare fordi vi altid har levet af koen, så skal vi blive ved med det.
Dobbeltmoral?
Rundt om i Montevideos gader ses forskellige budskaber trykt på bygningernes facader. Et billede viser et hoved – halvt en kos, halvt en hunds. Ved siden af koen er der tegnet en gaffel – ved siden af hunden et hjerte.
Nedenunder spørges der: ”Dobbeltmoral?”
Paula Suarez vil gerne kendes ved optrykket, for i hendes optik bør der ikke være forskel på de to dyr og måden, vi ser dem på:
- Koen kan også være et kæledyr på lige fod med en hund. Lev med en ko et par dage, og sig til mig, den ikke har også har lyst til at blive kælet med.
Men hvor går grænsen så mellem dyrevelfærden og hensynet til det levende væsen?
- Jeg begynder ikke at stoppe med at gå, fordi jeg kan dræbe en myre. Personligt sætter jeg grænsen ved spørgsmålet, om dyret har et centralnervesystem.
Paula Suarez skal videre. Næste punkt på dagsordenen er at evaluere den dyrevelfærdsdemonstration, som hun selv var meget tilfreds med. Græsrødderne skal mødes og evaluere, og naturligvis er der vegansk kost på menuen.