Udland

Svensk domstol skærper straf til kulturpersonlighed - skal i fængsel for to voldtægter

Arkivfoto af Jean-Claude Arnault.

Jean-Claude Arnault får to og et halvt års fængsel.

En svensk domstol dømmer den såkaldte kulturpersonlighed, Jean-Claude Arnault, for to voldtægter og skærper straffen til to og et halvt års fængsel.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Sagen blev behandlet ved Svea hovrätt, som er en appeldomstol i Stockholm.

Stor opmærksomhed i Sverige

Det er en skærpelse af den dom, han fik i tingsretten i oktober. Her blev den 72-årige fotograf og teaterinstruktør kendt skyldig i én voldtægt og fik to års fængsel.

Sagen mod Arnault har vakt stor opmærksomhed i Sverige, fordi den har haft stor betydning for en større konflikt, der ramte Det Svenske Akademi tidligere på året.

Det er akademiet, som uddeler Nobelprisen i litteratur. Prisen blev på grund af konflikten ikke uddelt i år.

18 kvinder anklagede ham for overgreb

Sagen mod Arnault begyndte i november sidste år, da 18 kvinder stod frem og anklagede ham for seksuelle krænkelser og overgreb.

To af anklagerne handlede om voldtægt, og det er de to anklager, som to svenske domstole nu har taget stilling til.

Arnault er gift med digteren Katarina Frostenson, der var medlem af Det Svenske Akademi, da sagen kom frem.

Skabte stor splittelse i Det Svenske Akademi

Efter at anklagerne om seksuelle krænkelser kom til offentlighedens kendskab, blev det afsløret, at akademiet har bidraget økonomisk til flere af Arnaults og Frostensons fælles projekter, eksempelvis en privat klub med navnet Forum.

Derudover er Arnault anklaget for at have begået nogle af sine overgreb på Det Svenske Akademis ejendom.

Han skal desuden syv gange have lækket navnet på modtageren af Nobelprisen i litteratur til pressen.

Håndteringen af akademiets rolle i Arnaults overgreb skabte stor splittelse blandt medlemmerne, hvoraf flere trak sig.