Denne kjole kan sende skuespiller i fængsel
Anklagen lyder på offentlig uanstændighed, da skuespillerens gennemsigtige kjole blottede hele hendes ben.
Den egyptiske skuespiller Rania Youssef risikerer op til fem års fængsel for at bære en gennemsigtig kjole til filmfestival.
Der var frit udsyn til hele den 45-årige egyptiske skuespillers nøgne ben, da hun iført en lang, gennemsigtig kjole med skrå bånd trådte ind på den røde løber.
Det blev for meget for to egyptiske advokater, der straks efter Rania Youssefs optræden på den røde løber torsdag ved dette års internationale filmfestival I Cairo, begge skrev en anmeldelse mod den ifølge dem for letpåklædte stjerne.
Anmeldelserne lyder på tilskyndelse til utugt. Det kan ende med at koste hende op til fem år i fængsel, skulle hun blive dømt.
Underminerer egyptiske kvinders omdømme
Den første anmeldelse om uanstændighed blev indgivet af advokat Amro Abdelsalam, den anden af Samir Sabri, en advokat, der især er kendt for at hive berømtheder i retten.
Sabri fortalte mediet AFP, at Youssefs udseende "ikke opfyldte samfundsmæssige værdier, traditioner og moral og derfor underminerede festivalens omdømme og især egyptiske kvinders omdømme".
Artiklen fortsætter under billedet.
Den afslørende kjole fik andre end advokater til tasterne. På de sociale medier blev der også langet ud efter Rania Youssefs tøjvalg, og det egyptiske skuespillerforbund meldte sig også på listen over kritikere, uden dog at nævne Youssef eller nogen anden berømthed.
- Nogle af festivalens gæsters udseende var ikke i overensstemmelse med samfundets traditioner og værdier, og det har undermineret festivalen og foreningen, som er ansvarlig for dets medlemmers adfærd, skrev forbundet ifølge News.com i en erklæring.
Fejlberegning
Rania Youssef, som er medlem af det egyptiske skuespillerforbund, udsendte senere en undskyldning på sin officielle Twitter-konto til de "mange vrede ", der var blevet stødt over hendes udseende.
- Jeg har sandsynligvis fejlberegnet, da jeg valgte at bære kjolen. Det var første gang, jeg bar den, og jeg var ikke klar over, at det ville antænde så megen vrede, sagde hun og fortsatte.
- Jeg bekræfter mit engagement i de værdier, som vi bliver opdraget med i det egyptisk samfund.
Ikke den eneste
Det er ikke første gang, at det overvejende konservative Egypten anklager og fængsler kvindelige stjerner for deres opførsel.
Tidligere i år tilbageholdt anklagere en kvindelig sanger i fire døgn for 'opfordring til utugt' i et online videoklip med sensuelle orientalske danse og seksuelt antydende bevægelser, der gik viralt.
Sidste år blev en anden kvindelig popsanger dømt til to års fængsel for lignende anklager, også over en video, der blev betragtet som provokerende. Hendes dom blev reduceret til et år efter appel.
Retssagen mod Rania Youssef er ifølge det britiske medie Sky News sat til at foregå den 12. januar.